Fem dræbt i massakre: Nu er det slut med 'festhuse'

Airbnb vil ikke længere formidle udlejning af boliger til fester efter skuddrab på flere personer under fest

Video: Reuters via Ritzau Scanpix.

Den amerikanske boligportal Airbnb vil forbyde "festhuse" efter et skyderi i en udlejningsbolig i Californien torsdag.

Skyderiet kostede fem mennesker livet og fandt sted i forbindelse med en halloweenfest.

Det oplyser Airbnb i et tweet lørdag.

- Fra og med i dag forbyder vi "party houses" (festhuse, red.), og vi fordobler vores bestræbelser på at bekæmpe uautoriserede fester og slippe af med værter og gæster, som opfører sig voldeligt. Herunder adfærd, som fører til de forfærdelige begivenheder, vi så i Orinda, skriver Brian Chesky, der er administrerende direktør for Airbnb.

Det var i forbindelse med en fest i en bolig i byen Orinda, at fem personer blev dræbt af skud.

Boligen var udlejet til en kvinde gennem Airbnb. Ifølge ejeren havde hun oplyst, at hun lejede huset til 12 familiemedlemmer med astmaproblemer, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hun forklarede, at de trængte til at komme væk fra røgen fra de mange naturbrande, som hærger dele af Californien.

Men i stedet blev der torsdag arrangeret en fest i anledning af halloween med deltagelse af over 100 gæster.

Kort før midnat begyndte skyderiet. Tre personer blev fundet dræbt i boligen. Yderligere to personer, som blev indlagt i kritisk tilstand med skudsår, døde fredag på et hospital.

Politiet har endnu ikke foretaget anholdelser i sagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere