Fem frikendt i svensk sag om grov gruppevoldtægt

Ingen dømt i grov sag om sexkrænkelse i Stockholmsk forstad

Fem tiltalte er i dag blevet frikendt i en sag om grov gruppevoldtægt i Stockholmer-forstaden Fittja.

Det beskriver flere medier, blandt andet Expressen.

I sagen har de fem tiltalte nægtet sig skyldige. Deres påstand er, at der var tale om frivillig sex.

- Den påstand, som anklageren er kommet med, er ikke bevismæssigt nok underbygget, udtaler retsformanden, Erica Hemtke, i forbindelse med frifindelsen i sagen, hvor tre var tiltalt for voldtægt, mens de to sidste var tiltalt for at have hjulpet til.

Sagen har fået stor omtale i de svenske medier, blandt andet Metro. Det har været beskrevet, at op til 20 mænd deltog i overgrebet, der fandt sted i en trappeopgang i august 2016.

Offeret i sagen, en 30-årig kvindelig misbruger, var taget til Fittja for at skaffe stoffer. I den forbindelse blev hun overfaldet og udsat for overgreb i den pågældende opgang.

I forbindelse med frifindelsen udtaler retsformanden kritik i forhold til politiets efterforskning i sagen.

Dels, at politiet har været længe om efterforskningen, og dels, at der er begået en række fejl i forbindelse med sagen.

De frikendte er mellem 19 og 29 år, og de har somalisk og irakisk baggrund.