Fem mænd dømt i sag om afpresning og frihedsberøvelse

Offer blev truet til at sætte sig i 'henrettelsesstilling' af fem mænd, der ville have 150.000 kroner

Bevæbnet med macheter og skydevåben brugte fem mænd en septembernat på at true, frihedsberøve og afpresse deres offer.

Det har fredag i Retten på Frederiksberg kostet de fem mænd fængselsstraffe på mellem et år og et år og otte måneder.

De fem mænd blev dømt for afpresning ved, at en af de tiltalte på vegne af hele gruppen sendte en lang række ubehagelige sms-beskeder.

I et udpluk af en af beskederne skriver en af de tiltalte i et fejlfyldt dansk blandt andet, at han ved, hvor ofret bor:

- (..) Jeg ik glemmer de her om jeg så skal dræbe din far jeg gør det din lille luder du ved ik hvad du selv har rodet dig ud i men husk en ting enten kommer du med min del og vi glemmer det beskidte du har gjort eller vi tag den på den beskidte måde vælger du selv.

Beskeden blev sendt den 14. september. Senere samme dag fandt de fem mænd, der er i alderen 17-23 år, så modtageren af beskeden.

Det skete på motorvejsafkørslen mod Tingbjerg fra Hillerødmotorvejen. Her kom ofret kørende i en BMW, da de tiltalte kørte op på siden og viftede med macheter og pegede med en pistol.

Det fik personen i BMW'en til at holde ind, hvorefter to af de tiltalte satte sig ind i bilen og pegede med pistolen og førte macheten op til hans hals.Herefter kørte de ifølge anklagemyndigheden ud til Brønshøj Boldklub.

Her fik de manden til flere gange at placere sig i 'henrettelsesstilling', inden en af mændene med en pistol pegede mod vedkommende og bad de øvrige tiltalte om at holde afstand "for ikke at få krudtslam på sig".

Desuden blev personen prikket til med 3-4 macheter, som blev rettet mod kroppen og halsen.

Alt dette blev ifølge tiltalen mod de fem gjort for at få personen til at kontakte sin familie og venner for at indsamle 150.000 kroner, der skulle gå til de tiltalte.

De fem mænd blev dog frifundet for en ganske alvorlig anklage, nemlig at de under særligt skærpende omstændigheder skulle have været i besiddelse af et skydevåben på et offentligt sted.

Alene denne anklage ville have betydet en dom på mindst to års fængsel, hvis de var kendt skyldige.

De fem mænd har under sagen nægtet sig skyldige, men valgte at modtage dommen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere