Fem mennesker dræbt midt i Stockholm: Her er politiets anklager

Den svenske anklagemyndighed har rejst tiltale mod uzbeker for terrorangreb i Stockholm sidste år

Vivi og Tina fortæller om deres nærdødsoplevelse.

Den 39-årige Rakhmat Akilov er nu officielt blevet tiltalt for angrebet i Stockholm 7. april sidste år, hvor fem mennesker blev dræbt, da han kørte en lastbil ned ad en af de mest befærdede gågader i byen.

Det skriver flere svenske medier, heriblandt Aftonbladet.

Ifølge anklagen havde den 39-årige brugt flere måneder på at planlægge angrebet. Blandt andet har politiet fundet billeder, han under planlægningen har taget af Drottninggatan, Hötorget og Sveavägen i Stockholm.

Det var Drottninggatan, som endte med at være i centrum for angrebet.

Ifølge anklagen udførte Akilov angrebet på vegne af terrorgruppen Islamisk Stat. Blandt andet har man fundet videoer på hans telefon, hvor han sværger troskab til Islamisk Stat.

Af anklageskriftet fremgår det desuden, at Rakhmat Asilov skal have udløst en eksplosion inde i lastbilen. Bomben bestod af fem butangasbeholdere, skruer, knive og andre mindre metalgenstande. Eksplosionen har medført omfattende skader på lastbilen.

Tæt på Fire danskere: Vi snød terroristerne

Anklagemyndigheden føler sig meget overbevist om, at Rakhmat Akilov stod bag terrorangrebet. Ikke mindst fordi han blandt andet har taget et billede inde fra lastbilen, mens han udførte ugerningen, og efterfølgende sendt det til mindst én person.

39-årige Rakhmat Akilov er tiltalt for at stå bag terrorangreb i Stockholm. PRIVATFOTO
39-årige Rakhmat Akilov er tiltalt for at stå bag terrorangreb i Stockholm. PRIVATFOTO

Pågrebet efter seks timer
Angrebet i Stockholm sidste år skete en fredag eftermiddag, hvor lastbilens færd ned gennem Drottninggatan endte i stormagasinet Åhlens.

Herfra lykkedes det gerningsmanden at flygte fra stedet gennem metroen, men omkring seks timer efter angrebet lykkedes det politiet at pågribe den formodede gerningsmand i en forstad til Stockholm.

Fire personer omkom på stedet efter at være blevet ramt af lastbilen, mens en kvinde døde dagen efter af sine kvæstelser. Yderligere 15 personer blev såret i angrebet.

Blandt ofrene for angrebet var blandt andet en blot 11-årig pige, men også en belgisk og en britisk statsborger omkom.

Også flere danskere befandt sig på gaden under angrebet, og Ekstra Bladet var efterfølgende i kontakt med danske Vivi og Tina, der i sidste øjeblik nåede at flygte ind i en butik, inden lastbilen kørte forbi i høj fart.

 Overvågningsoptagelser fra tøjbutikken, som Vivi og Tina gemte sig i.

Overblik: Anklagerne mod Rakhmat Akilov

Den svenske anklagemyndighed kræver Rakhmat Akilov dømt for blandt andet frem drab og terror. Her er overblikket over politiets anklager mod ham:

- Angrebet blev planlagt fra 16. januar og frem. Her skal han i flere chatfora have udtrykt, at han ville begå terrorangreb i Stockholm.

- Han skal have skrevet til en person, at han ville 'køre vantro over'.

- I stormagasinet Åhlens udløste han en bombe i lastbilen.

- Via angrebet ville han have den svenske regering til at afbryde sin deltagelse i kampen mod Islamisk Stat i Irak.

- Akilov har blandt andet søgt på Google efter 'gay club' og 'gay club Stockholm' 12. februar

- Dagen før angrebet søgte han på 'komme ud af bilen', 'hoppe ud af bilen', 'hvis du ikke vil dø', 'ud af bilen hvis du ikke vil dø', 'kom ud eller du dør' på Google.

- På et beslaglagt hukommelseskort har politiet fundet materiale, som kan knyttes til Islamisk Stat, heriblandt flere henrettelsesvideoer.

- Politiet har fundet to videoer, der er indspillet kort før angrebet. Her sagde Akilov blandt andet, at det var 'tid til at dræbe'.

Kilde: Aftonbladet