Fem skud mod kiosk: Gerningsmænd sigtede og skød

Gerningsmændene kom kørende i en bil, hvorefter de affyrede fem skud

Kiosken ved terrasserne er gennemhullet af skud efter angrebet. (Video: Local Eyes)

Ved du noget? Så du episoden? Kontakt os på 1224@eb.dk eller SMS/MMS på 1224 (koster alm. takst)

Ukendte gerningsmænd har kort før midnat natten til onsdag affyret adskillige skud mod en gruppe personer foran en kiosk på Terrasserne i  Tingbjerg.

Gerningsmændene kom kørende i en bil og affyrede skuddene, som har ramt facaden af kiosken, ligesom flere af kuglerne også fløj videre ind i butikken. Skud-angrebet fik menneskemængden til at løbe væk, og karme og vinduer i kiosken er blevet ødelagt.

Se mere video på localeyes.dk

- De har sigtet og skudt, fortæller Dan Aakerhjelm, central efterforskningsleder ved Københavns Politi, til Ekstra Bladet.

De to ekspedienter i kiosken blev ikke ramt af kuglerne, ligesom der tilsyneladende heller ikke er nogen af dem, der stod foran kiosken, der blev ramt.

- I hvert fald ikke efter, hvad vi har kunnet sjusse os frem til, siger efterforskningslederen og tilføjer, at der ikke er fundet blod på gerningsstedet, ligesom politiet har kontaktet hospitaler uden at finde mulige ofre.

Politiet har arbejdet på stedet natten igennem for at sikre spor og vidneforklaringer, men uden at have fundet frem til mulige gerningsmænd.

- Vi har haft fat i en del personer, men om det var dem, der var på stedet, det ved vi ikke, siger Dan Aakerhjelm og tilføjer, at personerne ikke er så snakkesaglige.

Han kan ikke sige noget klart om motivet til skyderiet.

- Det ligger jo lige for, at det kan være noget banderelateret, når det sker derude, men vi ved ikke noget med sikkerhed, siger Dan Aakerhjelm til Ritzau med henvisning til, at der adskillige gange har været skudepisoder i Tingbjerg-området.

Om våbnet, der er anvendt, nøjes han med at konstatere, at der ikke er tale om et haglgevær, og han kan ikke pt. give et nærmere signalement af gerningsmændene eller fortælle nærmere om hændelsesforløbet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere