Fem småpiger befamlet: Familiefar brændte børnehaven ned

To år og 10 måneders fængsel kom det til at koste 23-årig familiefar, som ifølge politiet var frustreret over en 14-årigs tilnærmelser til fem piger i børnehave

Branden i børnehaven Taastruphøj var meget voldsom. Børnehaven udbrændte totalt. Foto: Kenneth Meyer
Branden i børnehaven Taastruphøj var meget voldsom. Børnehaven udbrændte totalt. Foto: Kenneth Meyer

En 23-årig fra til tre fra Taastrup er torsdag blevet idømt to år og 10 måneders fængsel for at sætte ild til børnehaven Taastruphøj i Taastrup 30. januar i år.

Børnehaven, som ligger i boligbebyggelsen Taastrupgaard, brændte efterfølgende ned til grunden og er ikke blevet genopført.

Det er politiets opfattelse, at motivet til forbrydelsen var vrede over, at en 14-årig dreng i skolepraktik forinden havde forgrebet sig på fem piger i institutionen. Den dømte er nemlig i familie med et af de børn, som blev krænket af drengen.

Men den 23-årige mand nægtede sig skyldig og forklarede i retten i Glostrup, at han blot var ude at køre en tur med en ven, da branden opstod.

Dommen er netop faldet efter en to dage lang retssag, som var præget af uro, skriver Dagbladet Roskilde. Også da dommen faldt, opstod der ballade, så politiet var nødt til at skride ind.

Betjente fra Københavns Vestegns Politi var i forvejen til stede med ekstra mandskab i retten efter uroen onsdag. Her vidnede en politimand i sagen, og det fik den 23-årige til at kalde politimanden for 'lortepanser' og 'pansersvin'.

Det blev vurderet, at de samlede skader som følge af branden løb op i fem millioner kroner. Foto: Kenneth Meyer
Det blev vurderet, at de samlede skader som følge af branden løb op i fem millioner kroner. Foto: Kenneth Meyer
 

Den 23-årige mand blev dømt efter den skærpede paragraf i straffeloven om ildspåsættelse.

Branden opstod omkring klokken 23.40 og tog lang tid at slukke. Bygningen brændte ned, og der skete skader for cirka fem millioner kroner, skriver Dagbladet.

Høje Taastrup Kommune har efterfølgende besluttet, at børnehaven ikke skal genopføres. I dag er arealet ryddet.

Den 23-årige blev anholdt og varetægtsfængslet 5. marts.

Foruden dommen for at have sat ild til børneinstitutionen, blev den 23-årige mand også dømt for en række mindre overtrædelser af færdselsloven og loven om euforiserende stoffer.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere