Femårige Emil kørt ned af flugtcyklist: Nu er der nyt

Cyklisten, der kørte en femårig dreng ned og flygtede fra stedet, har meldt sig selv

- Det kunne være gået gruelig galt.

Sådan lyder det fra Anna Trolle, efter hendes femårige søn Emil tirsdag blev torpederet af en flugtcyklist. Men nu er der nyt i sagen: Flugtcyklisten har nemlig meldt sig selv til politiet.

Det skriver TV2 Østyjylland.

- Han ringede onsdag aften og meldte sig selv. Nu skal vi have foretaget videre afhøring og fundet ud af, hvad forløbet bliver herefter, siger kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi til tv-stationen.

Nyheden falder i god jord hos Anna Trolle, der på Facebook havde skrevet om episoden.

- Det giver os noget ro på. Jeg var bange for, at han ikke turde melde sig, fordi folk har været så hårde ved ham på Facebook, siger hun til TV2 Østjylland.

Røg ind mellem hjulene
Cykeluheldet skete tirsdag eftermiddag, da Emil, hans søskende og hans mor var ude at gå en tur ved Egå Engsø nord for Aarhus. Da de gik over en lille bro, trådte Emil ud på cykelstien, netop som manden kørte forbi på cykel,

- Cyklisten kom med høj fart og havde ikke på forhånd givet lyd, da han ramte Emil, der røg ind i cyklen mellem hjulene, fortalte Anna Trolle onsdag til Ekstra Bladet.

-  Min søn er en lille spirrevip på 19 kilo, så det er ikke svært at forestille sig, at den var helt gal, da han fik en voksen mand og en cykel ned over sig.

Se også: Flugtcyklist kørte ind i fem-årige Emil

Efter uheldet blødte Emil fra hovedet, og hans søskende græd, fordi de var bange for, at deres bror skulle dø.

- Jeg forstår ikke, at cyklisten bare forlader en kvæstet dreng på den måde, selvom jeg godt kunne se, at han selvfølgelig også var i chok. Men i stedet for at tage medansvar og udvise empati hidsede cyklisten sig op og forsvarede sig, inden han kort efter forsvandt, fortalte Anna Trolle til Ekstra Bladet.

Efter påkørslen kom Emil på traumecenteret ved Aarhus Universitetshospital for at blive undersøgt for indre blødninger. Der viste det sig dog, at han 'slap' med en hjernerystelse, sår og blå mærker.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere