Fidel Castro er død

Cubas tidligere leder Fidel Castro er død. Han blev 90 år gammel

Fidel Castro fotograferet i september. Han sidder til højre i billedet og taler med Japans premierminister. Foto: AP
Fidel Castro fotograferet i september. Han sidder til højre i billedet og taler med Japans premierminister. Foto: AP

Cubas tidligere præsident fra 1959 til 2008, Fidel Castro, er død. Det meddeler Castros bror til cubansk stats-tv ifølge BBC.  Broderen fortæller videre, at Fidel skal kremeres i dag, lørdag.

Fidel Castro var formand for Cubas Kommunistiske Parti frem til sin dødsdag, men han valgte at overlade de tungeste opgaver af præsidentembedet til sin bror Raul i 2006 på grund af sygdom, og i 2008 valgte Fidel ikke at genopstille som præsident.

Her blev broderen Raul i stedet valgt, og han sidder stadig som præsident i landet.

Fidel Castro var elsket af mange, men også set som en kontroversiel leder, da hans modstandere har kritiseret ham meget for at undertrykke oppositionen.

Blev aldrig valgt som præsident
De senere år har Fidel Castro holdt sig lidt i baggrunden, og kun sjældent fik offentligheden lov at se deres tidligere leder. I august fik det cubanske folk dog et glimt af den sygdomssvækkede Castro i forbindelse med hans 90-års fødselsdag.

Her lod han sig hylde ved en tv-transmitteret gallaforestilling i Karl Marx-teatret i hovedstaden Havana.

I midten af april dukkede han også op på kommunistpartiets kongres, hvor han som partiets formand forsvarede den kommunistiske ideologi.

I 46 år var Fidel Alejandro Castro Ruz cubanernes præsident uden nogensinde at være blevet valgt til posten.

I den tid forbød han befolkningen at have buster, statuer og billeder af sit kontrafej i deres hjem - modsat den heltedyrkelse, som totalitære ledere svælgede i andre steder på kloden.

Forud for sin 90-års fødselsdag i august kunne hans portrætter dog ses over alt i Cuba.

Populariteten var på trods af, at hans kommunistiske revolution også betød undertrykkelse af menneskerettigheder og fængsling af såkaldt "kontrarevolutionære".

Artiklen fortsætter under billedet:

Fidel Castro og sydafrikanske Nelson Mandela. Billedet er taget i 1998, da de begge var præsidenter. Foto: AP
Fidel Castro og sydafrikanske Nelson Mandela. Billedet er taget i 1998, da de begge var præsidenter. Foto: AP

Nyt venskab med amerikanerne
I fem årtier har forholdet mellem Cuba og USA været iskoldt. I dag er Cuba i hastig forandring i kølvandet på det nylige historiske tøbrud i det mangeårige kummefryser-forhold til USA.

Nu strømmer amerikanere ligesom turister fra resten af verden til Havana og Trinidad for at opleve østaten, før den bliver "spoleret".

Drømmen om Castros socialistiske paradis romantiseres stadig af mange cubanere.

Ikke mindst de, der oplevede ham i spidsen for 26. julibevægelsen i 1959, hvor han med væbnet modstand afsatte den USA-støttede diktator Fulgencio Batista.

Artiklen fortsætter under billedet:

Fidel Castro med høj cigarføring i 1961. Foto: AP
Fidel Castro med høj cigarføring i 1961. Foto: AP

Efterfølgende iværksatte Castro en alfabetiseringskampagne og opbyggede et gratis sundhedssystem, gratis uddannelsessystem og en kulturpolitik som cubanerne nyder godt af.

Men verden venter stadig på, at cubanerne bliver garanteret civile og politiske rettigheder som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Angrebet mod Moncada
Fidel Castro og hans bror Raul forsøgte allerede i 1953 at komme til magten i Cuba. Det foregik, da de to og en gruppe på omkring 120 oprørere angreb Moncada-kasernen i Santiago de Cuba.

Angrebet blev slået tilbage, og Castro-brødrene blev taget til fange. Men aktionen anses som starten på omvæltningen i Cuba.

Artiklen fortsætter under billedet:

Fidel Castro poserer her sammen med tre ukendte kvinder i 1958. Foto: AP
Fidel Castro poserer her sammen med tre ukendte kvinder i 1958. Foto: AP

Først godt fem år senere lykkedes det Fidel Castro at gennemføre revolutionen, da den USA-støttede diktator Fulgencio Batista blev drevet på flugt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen