Fik 12 års fængsel for fire drabsforsøg: Nu er dommen faldet over Christinas chef

Spørgsmålet i retssagen har været, om afdelingssygeplejersken kunne have forhindret drabsforsøg på Nykøbing Falster Sygehus. Nu er dommen faldet

Sygeplejersken Christina Hansen blev idømt 12 års fængsel for fire drabsforsøg. Foto: Privatfoto
Sygeplejersken Christina Hansen blev idømt 12 års fængsel for fire drabsforsøg. Foto: Privatfoto

Afdelingssygeplejersken på Nykøbing Falster Sygehus er blevet frifundet.

Afdelingssygeplejersken var ansvarlig for den afdeling, hvor den 32-årige dømte sygeplejerske Christina Hansen arbejdede.

Det skriver TV ØST.

Sagen mod Christina Hansen begyndte 1. marts 2015.

Her blev hun anholdt efter en nattevagt, hvor to patienter døde. En tredje havde været tæt på at dø. Siden blev hun også sigtet for at have dræbt en fjerde patient.

Byretten idømte sygeplejersken en livstidsstraf for tre drab og et drabsforsøg.

Med indsprøjtninger indeholdende morfin og Stesolid tog hun livet af tre ældre mennesker, lød det i rettens præmisser.

Men i Østre Landsret blev der sået tvivl om sammenhængen mellem indsprøjtningerne og dødsfaldene.

Christina Hansen blev derfor frifundet for anklagerne om drab, men i stedet dømt for drabsforsøg på de tre, som var døde.

Straffen blev i maj 2017 nedsat til 12 års fængsel for drabsforsøg på fire patienter.

Oversygeplejersken var tiltalt for ikke at reagere på gentagne henvendelser fra andre ansatte, der havde mistanke til den nu dømte Christina Hansen. Men nu har retten i Nykøbing Falster frifundet hende.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere