Fik 13 års fængsel og havde ondt af sig selv

BEHERSKET ANGER: 28-årige Rasmus Kragh sagde blandt andet, at ingen kan sætte sig ind i, hvor dårligt han har det efter at have dræbt og delvist parteret liget af 40-årig kvinde

Nordjyllands Politi var massivt til stede. Video: René Schütze

Foran den domsmandsret, som et par timer senere torsdag eftermiddag idømte ham 13 års fængsel for drab og usømmelig omgang med lig, benyttede den tiltalte Rasmus Kragh sig af dommer Gitte Kuhlweins tilbud om at komme med en afsluttende bemærkning:

- Jeg er rigtig ked af det, der er sket. Jeg har ikke nogen drømme om at gå rundt og slå andre mennesker ihjel.

- Jeg kan ikke sætte ord på, hvor dårligt jeg har det.

- Jeg vil gerne sige undskyld til alle de berørte.

Den 28-årige Rasmus Kragh med mørkt hår bundet op i en hestehale og tyndt fuldskæg virkede ikke voldsomt tynget af sin ugerning, men nærmere fokuseret på at fortælle domsmandsretten - og omverdenen - hvor dårligt han selv har det nu, hvor han skal forblive i fængsel de næste mange år.

Rasmus Kragh mødte sit offer omkring midnat 11. november i fjor på et værtshus i Hadsund. Han var i selskab med en jævnaldrende kammerat, som blev vidne til, at Rasmus og den 40-årige kvinde få timer senere havde sex i en park bag rådhuset, inden den 28-årige klejnsmed-uddannede far til to sønner på fem og syv år ud på morgenen dræbte kvinden med en køkkenkniv. Derefter forsøgte han at partere sit offers lig i et værksted i en garage bag sin lejlighed i Nørregade i det ellers så fredelige Hadsund midt imellem Randers og Aalborg.

Savede i offers ribben

Senioranklager Mette Bendix redegjorde i sin procedure ved Retten i Aalborg torsdag for, at Rasmus Kragh på kynisk, bestialsk og gennemtænkt vis havde dræbt sin sexpartner med ti knivstik. Heraf var de fire så dybe, at især de bidrog til, at den 40-årige kvinde døde af forblødning.

Anklageren underbyggede sin påstand om, at Rasmus Kragh dræbte med forsæt via vidneudsagn, der fortalte, at han i flere tilfælde og sammenhænge forud for drabet havde ytret ønske om at slå en person ihjel, skære liget i småstykker og køre det på lossepladsen.

- Det var et særdeles voldsomt drab, men det stoppede ikke ved det. Efter kvindens død blev hendes lig påført flere skader eksempelvis ved, at der blev savet i hendes ribben, sagde Mette Bendix i sin fem kvarter lange procedure.

Det var her på værtshuset Jagtstuen i Hadsund, at den 40-årige kvinde mødte Rasmus Kragh, som nu har fået 13 års fængsel for det makabre knivdrab. Foto: René Schütze
Det var her på værtshuset Jagtstuen i Hadsund, at den 40-årige kvinde mødte Rasmus Kragh, som nu har fået 13 års fængsel for det makabre knivdrab. Foto: René Schütze
 

Politiet fandt, da de ankom til garagen, som var forvandlet til et mindre slagtehus, klokken 4.51 tre blodindsmurte save og flere knive på gerningsstedet, hvor liget lå pakket ind i plastik.

Umiddelbart inden drabet havde Rasmus Kragh ifølge sin kammerat vist ham en køkkenkniv og spurgt ham, om 'han ville være med til at kneppe hende og dræbe hende bagefter'.

Paralleller til Lundin og ubådsdrab

Det fremgik også af proceduren, at Rasmus Kragh er fascineret af den tredobbelte drabsmand Peter Lundin. Fascinationen blev ifølge anklager Mette Bendix blandt andet udtrykt ved, at Rasmus Kragh som en anden Peter Lundin malede den ene halvdel af sit ansigt sort.

Og som om den hårrejsende sag fra 2000, hvor Peter Lundin dræbte og parterede sin kæreste og hendes to små sønner, ikke var stærk nok i sig selv, trak anklageren også en parallel til ubådsdrabet i Københavns Havn i august 2017, da den udadtil så joviale opfinder Peter Madsen dræbte og misbrugte den svenske journalist Kim Wall.

- Der er flere ligheder fra ubådsdrabet og til det her. I begge tilfælde handler det om en tilfældig kvinde. I vores sag tager hun med på et værksted for at have sex, og i begge sager parteres liget, påpegede Mette Bendix.

Ifølge oplysninger i retten boede den 40-årige kvinde på et krisecenter og var i et voldeligt forhold. Hun var medicineret mod skizofreni og var angivelig maniodepressiv.

Forsvarer Mogens Kjær Rask Jensen udlagde det som en formildende omstændighed, at kvinden havde haft frivillig sex med Rasmus Kragh, og at hun ventede ved garagen i ti minutter på hans klient, som samtidig var påvirket af en kombination af alkohol og Stesolid.

Overlagt og kynisk

Påvirkningen var ifølge forsvarsadvokaten så stor, at Rasmus Kragh intet husker om drabet. Retslægerådet har imidlertid afvist, at den 28-årige var i en patologisk rus, hvilket er at sammenligne med momentan sindssyge. Desuden konkluderes det i en mentalerklæring fra 29. januar i år, at Rasmus Kragh er normalt begavet og egnet til almindelig straf.

Rasmus Kraghs daværende kæreste, som ikke er moderen til hans to sønner, sov i hans lejlighed den nat, da drabet skete, og hun vågnede ud på morgenen, ved at Rasmus' kammerat pludselig stod og stirrede på hende. Rasmus spurgte lidt senere kæresten og kammeraten, om de ville være med til at partere liget og køre det på lossepladsen.

- Tiltalte begik et overlagt, kynisk drab, som han også forinden havde givet udtryk for, at han ville udføre. Blandt andet ved, at han til flere har sagt, at han kunne finde på at opsøge sin ekskærestes nye kæreste og skære ham i småstykker og køre ham på lossepladsen, sagde Mette Bendix med henvisning til et tidligere vidneudsagn fra en bekendt til Rasmus Kragh. I dette tilfælde var der tale om den ekskæreste, som er mor til Rasmus Kraghs to sønner.

Den dømte nægter sig skyldig, men erkender de faktiske forhold omkring drabet. Han udbad sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen til landsretten.

Politi og teknikere arbejder på gerningsstedet bag Nørregade 10 i Hadsund dagen efter det makabre drab i november i fjor. Foto René Schütze 112 - 4. jul. 2019 - kl. 11:38 Parteringsdrab bør give 16 års fængsel

Se også: Tiltaltes fætter: - Han kunne godt tænke sig at prøve at stikke en kniv i en

112 - 25. jun. 2019 - kl. 12:24 Ekskæresten: - Han spurgte, om jeg ville hjælpe med at partere hende

1 af 3 Det var på værtshuset Jagtstuen i Hadsund, at den 40-årige kvinde mødte den 28-årige mand, der er tiltalt for at dræbe hende. Foto: René Schütze
2 af 3 Politi og teknikere var massivt til stede ved gerningsstedet bag Nørregade 10 i Hadsund dagen efter det bestialske, blodige drab i november i fjor. Foto René Schütze
3 af 3 En enig domsmandsret ved Retten i Aalborg har idømt 28-årige Rasmus Kragh 13 års fængsel for i november i fjor at have dræbt og delvist parteret en 40-årig kvinde. Her ses politi og teknikere arbejde ved gerningsstedet dagen efter drabet, der skete i en garage i Hadsund. Foto René Schütze

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere