Fik 20 års fængsel: Nu vil LTF'er frifindes

Et 20-årigt medlem af Loyal to Familia har anket byrettens dom i sagen om drabsforsøg på civilklædte politifolk

Et af skuddene knuste den bageste siderude og fortsatte videre bag nakkestøtterne tæt på de to politifolk, før projektilet gik gennem højre siderude. Foto: Kenneth Meyer
Et af skuddene knuste den bageste siderude og fortsatte videre bag nakkestøtterne tæt på de to politifolk, før projektilet gik gennem højre siderude. Foto: Kenneth Meyer

LTF'eren, der blev kendt skyldig i drabsforsøg på to betjente og idømt 20 års fængsel samt udvisning for bestandigt, anker byrettens dom.

Han vil frifindes.

Det oplyser hans forsvarer, advokat David Neutzsky-Wulff.

Byretten fandt det bevist, at det 20-årige medlem af Loyal to Familia kørte den scooter, hvorfra der blev skudt mod en civil politibil i Mjølnerparken på ydre Nørrebro. Den blev ramt af mindst fem skud.

En af betjentene har i retten forklaret, at scooteren standsede fem meter fra dem, hvorefter passageren kiggede direkte ind i bilen, trak en pistol og pegede på dem. Betjentene kastede sig ned i bilen og hørte omkring fem skud.

Sagen udspandt sig under forrige års bandekonflikt mellem LTF og Brothas, der kostede tre personer livet. Det er politiets opfattelse, at gerningsmændene forvekslede politifolkene med rivaliserende bandemedlemmer.

Ud over drabsforsøget på de to politifolk blev den 20-årige dømt for tre tilfælde af våbenbesiddelse og trusler.

Retten vurderede, at alle episoderne, på nær to tilfælde af trusler, var en del af bandekonflikten. Derfor blev han dømt efter den særlige bandeparagraf, der giver mulighed for at forhøje straffen med op til det dobbelte.

Tre andre medlemmer af Loyal to Familia blev frifundet i sagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere