Fik delt nøgenvideo: Får 60.000 i erstatning

Det ene offer i Umbrella-sagen har ad to omgange fået erstatning fra de drenge, som oprindeligt delte videoer

De to drenge, der oprindeligt filmede og delte de krænkende videoer i Umbrella-sagen, har samlet skullet betale 60.000 kroner i erstatning til pigen i videoerne.

Det er onsdag kommet frem under et retsmøde i Østre Landsret, som behandler en række prøvesager om erstatning. Prøvesagerne handler om nogle af de mange unge, som senere i 'delingskæden' har spredt videoen.

Videoerne med seksuelt indhold blev optaget i 2015, da en pige og dreng på videoen var 15 år.

To drenge, som filmede og delte dem, blev i 2016 hver idømt en bøde på 2000 kroner og skulle betale 500 kroner til Offerfonden.

Omkring et år efter tilkendte Erstatningsnævnet pigen i videoen en erstatning på 30.000 kroner, som de to drenge skulle betale. Pigen havde krævet 60.000 kroner.

I onsdagens retsmøde fortæller advokat for pigen, Miriam Michaelsen, at pigen også har fået medhold i en civil retssag mod drengene, som fandt sted sidste år.

- Retten i Lyngby tildelte yderligere 30.000 kroner, siger advokaten.

Den erstatning blev givet, fordi drengene filmede videoerne, mens den første erstatning blev tildelt på grund af delingen.

Hun fortæller, at retten mente, at pigen skulle have 30.000 kroner i den anden sag, fordi hun allerede havde fået 30.000 i den oprindelige, og fordi hendes oprindelige krav lød på 60.000 kroner.

Advokaten havde dog gerne set, at pigen havde fået en højere erstatning.

- Kravet blev rejst, inden vi kendte antallet af efterfølgende delinger, siger Miriam Michaelsen.

I retten onsdag fortæller advokaten desuden, at drengene i den civile sag blev pålagt at betale nogle udgifter til at fjerne videoerne fra nettet.

Miriam Michaelsen fortæller ikke beløbet, men at der blev rejst et stort krav, og at pigen fik tildelt en del af det.

- Det var udgifter til at stoppe delinger, siger hun.

Politiet sigtede i 2018 cirka 1000 unge for at have delt videoerne, der samlet blev spredt til mere end 5000 i beskeder på Facebook. Hundredvis er siden dømt.

I nogle af sagerne behandles spørgsmålet om erstatning nu i Østre Landsret. En af sagerne blev behandlet onsdag. Sagerne fungerer som prøvesager og skal være med til at vise, hvor niveauet ligger for erstatning.

Det er uvist, hvor meget pigen samlet har fået erstatning for de mange sager.