Fik hjertestop i Kolding Arrest: Efter syv år flyves hjerne og hjerte hjem til ny obduktion

Knap syv år efter Nermin Kalkan søn døde i Kolding Arrest, får hun sendt sin søns sidste jordiske rester til Tyrkiet, hvor de skal obduceres

Foto: Turan Ünsal
Foto: Turan Ünsal

For snart syv år siden døde den 23-årige dansktyrker Ekrem Sahin. Han havde tre dage forinden fået hjertestop i Kolding Arrest og var efterfølgende gået i koma.

Hans familie håber stadig finde at ud af, hvad deres søn døde af - denne gang ved at sende de sidste jordiske rester, Ekrems hjerte og hjerne, med et fly fra Kastrup Lufthavn til Istanbul, hvor resterne skal undersøges af retsmedicinere.

- Jeg får ikke fred, før jeg ved, hvad min søn døde af, siger den afdøde mands mor, Nermin Kalkan, til Ekstra Bladet.

Ekrem Sahin skulle 11. januar 2011 flyttes fra arresten i Kolding, da der af ukendte årsager opstod klammeri mellem ham og betjentene.

Han blev lagt ned på maven og holdt fast af mellem fem og syv betjente, hvorefter han fik hjertestop.

Men statsadvokaten vurderede efter to år, at der ikke var noget at komme efter, og der blev ikke rejst en straffesag i forbindelse med dødsfaldet.

- Jeg synes, at nogen skal stå til ansvar for min søns død. Han var mit liv, han var mit kød og blod, og et af mine fundamenter blev revet væk den dag, siger den sørgende mor knap syv år efter.

Foto: Irfan Kurtulmus
Foto: Irfan Kurtulmus
 

Tyrkiske læger obducerer
Grundene til, at Nermin Kalkan har sendt sin søns rester til Istanbul, er, at hun håber på, at tyrkiske læger kan komme nærmere ind på en dødsårsag.

Ifølge den danske statsobducent var det mest sandsynligt, at Ekrem Sahin døde af akut stress. Efterfølgende havde en overlæge fra Rigshospitalets Hjertecenter vurderet, at Ekrem Sahin sandsynligvis døde af iltmangel, fordi han blev lagt i benlås af fængselsbetjentene.

Uenighederne førte til, at Retslægerådet blev sat til at undersøge sagen. Efter et år konkluderede rådet, at dødsårsagen var ukendt, men at iltmangel kan have spillet ind.

- Man dør ikke bare af akut stress alene. Det tror jeg ikke på, derfor vil jeg gerne være helt sikker, siger Nermin Kalkan.

En uge efter sønnens død sendte hun liget til Tyrkiet, hvor hun ville have foretaget en ny obduktion.

Men hverken sønnens hjerte eller hjerne var blevet sendt med liget, på trods af at Nermin Kalkan mener, at familien fortalte retsmedicinerne, at de ville have hele liget inklusiv alle organer sendt hjem til Tyrkiet.

Noget hun først fandt ud af, fem måneder efter sønnen i første omgang var blevet obduceret i Tyrkiet.

Men i torsdags blev hjerte og hjerne i en kasse fløjet til Istanbul fragtet af Ekrems onkel.

- Jeg vil gerne have sandheden. Jeg vil gerne vide, hvorfor min søn mistede livet, og om der er nogen, der er skyldige i det. Så kunne jeg slappe af, men det kan jeg ikke nu, siger hun.

Savner ham hver dag
Nermin Kalkan fortæller, at hun, udover at have kæmpet med systemet, også har måtte kæmpe med den enorme sorg over at have mistet sin søn.

- Når jeg ser nogen med det samme tøj, som han gik i, eller når min datter griner, så tænker jeg, at det er ligesom ham. Jeg prøver at leve med det, men han er hele tiden i mig, siger hun.

- Det er jo naturligt, at du stadig sørger, men hvorfor blive ved med at kæmpe denne her kamp, når statsadvokaten jo har slået fast, at ingen skal retsforfølges i forbindelse med din søns død?

- Bare fordi man har uniform på, så skal man ikke feje alt under gulvtæppet. Man skal ikke sige, at man ikke har lavet nogen fejl. Min søn døde i myndighedernes hænder, og hvis man ikke kan stole på dem, hvem skal man så stole på, siger hun.

Hun forventer, at de tyrkiske myndigheder er færdige med deres rapport om 14 dage, og hun vil så tage stilling til, hvad der skal ske.

Familien har nu taget kontakt til en ny advokat, der er i gang med at kigge på, om sagen kan åbnes igen.

Nermin Kalkan leder stadig efter svar. Foto: Carsten Andreasen
Nermin Kalkan leder stadig efter svar. Foto: Carsten Andreasen