Fik narkodom i e-Boks

Bøderegn over ikke færre end 276 kunder efter anholdelse af kokainbande

- Når man har været ved at dø af en overdosis, er narko helt ude af billedet. Jeg har intet med den sag at gøre, siger 27-årige Niels Søgaard Christensen. Foto: Ernst van Norde
- Når man har været ved at dø af en overdosis, er narko helt ude af billedet. Jeg har intet med den sag at gøre, siger 27-årige Niels Søgaard Christensen. Foto: Ernst van Norde

Sidste uges anholdelse af en berygtet kokainring - kendt som Porsche-banden - i Skive har ud over syv fængslinger også affødt næsten 300 bøder til personer, som politiet har fundet frem til via et af bandens mobilnumre.

En af dem er murer Niels Søgaard Christensen, 27 år. Men han er vred over at være sigtet.

- Det må være en fejl. Jeg har aldrig ringet til det nummer.

- I tirsdags landede der en sigtelse fra politiet i min e-Boks. Der stod, at jeg havde købt mindst to gram kokain over tre gange om aftenen 27. december sidste år.

- Men det passer ikke. Jeg har intet købt, siger Niels.

Nær død af overdosis
- Og jeg fortæller helt åbent hvorfor: Jeg har tidligere prøvet at tage stoffer. For fire år siden fik jeg en overdosis af et eller andet ukendt og overlevede med nød og næppe.

- Siden dengang har jeg knap nok drukket en øl. Stoffer rører jeg aldrig. Jeg har også skiftet omgangskreds og fået nye venner.

- Det har præget mit liv lige siden.

- Men pludselig er jeg så sigtet i en narkosag og skal betale 6000 kroner i bøde. Det kommer ikke til at ske. Politiet må i det mindste bevise, at jeg har købt narko. Dét slagsmål tager jeg gerne i retten, siger 27-årige Niels Søgaard Christensen til Ekstra Bladet.

Han er harm over, at politiet ikke har fremlagt andre beviser ud over, at han angiveligt har ringet til et telefonnummer.

- Jeg ringede straks til politiet og spurgte, på hvilken måde mit navn var dukket op. Om det var på en sms eller som opkald. Men det ville de ikke fortælle, siger Niels Søgaard Christensen.

276 narko-sigtelser
Efter Porsche-bandens anholdelse har ikke færre end 276 personer i og omkring Skive fået en sigtelse for køb af narko. I mange tilfælde er det sket i form af et brev i deres e-boks om, at de er sigtet for køb af narko og skal betale en bøde på minimum 3000 kroner.

- Den største bøde, jeg har kendskab til er på 16.000 kroner. Men der kan sagtens gemme sig større bødeforelæg i stakken, for indtil i går var vi nået til nummer 85, siger politikommissær Christian Toftemark til Ekstra Bladet.

- Der er åbenbart mange flere festnarkomaner derude, end vi aner. Helt almindelige mennesker. Jeg var selv ude og aflevere en sigtelse i et hjem, hvor familien sad og spiste aftensmad. Det ødelagde vist stemningen, siger Christian Toftemark.

Vi går i små sko
- Køberne er overraskede over, at I går efter dem på denne måde? Går I i små sko?

- Jo, det kan man godt sige. Men vi har lagt den her strategi, fordi der skal jo købere til sælgere, og hvis vi vil det her organiserede kriminalitet til livs, så er vi nødt til også at få stoppet købere.

- Og vi håber jo også, at det her kan have en smule forebyggende effekt. For et halvt gram i dag bliver til et gram i næste uge bliver til to gram i næste uge igen. Det har vi erfaring for, siger Christian Toftemark.

Politiet regner i den aktuelle sag med at udstede kokainbøder for over en million kroner. De, der ikke bliver betalt, bliver sendt videre til retten.

 

 

***

Skive sejler i stoffer

- Skive sejler i stoffer. Der er narko overalt, og det har der været længe. Du kan få fat i narko hvor som helst, siger 28-årige Alex Husted, som Ekstra Bladet møder ved McDonalds.

Han kender flere af de anholdte kokainpushere. Og mange af deres kunder.

- Flere af mine venner har fået administrative bøder af politiet. Det, synes jeg, er lige frækt nok, når man ikke har håndfaste beviser, men kun gætter på, at de rent faktisk har købt noget, siger Alex Husted.

- Det er fedt, at politiet slår til mod narkopusherne. Men efterforskningen mod kunderne lugter langt væk af amatørarbejde, siger han.

Købstaden ved Limfjorden sejler i narko. Forleden blev en flok lokale kokainpushere anholdt efter at have hærget nattelivet i leasede Porsche-sportsvogne. Foto: Ernst van Norde
Købstaden ved Limfjorden sejler i narko. Forleden blev en flok lokale kokainpushere anholdt efter at have hærget nattelivet i leasede Porsche-sportsvogne. Foto: Ernst van Norde
 

1 af 3 Købstaden ved Limfjorden sejler i narko. Forleden blev en flok lokale kokainpushere anholdt efter at have hærget nattelivet i leasede Porsche-sportsvogne. Foto: Ernst van Norde
2 af 3 - Det er fedt, at politiet anholder narkopushere. Men at gå efter kunderne virker amatøragtigt, siger Alex Husted. Foto: Ernst van Norde
3 af 3 - Når man har været ved at dø af en overdosis, er narko helt ude af billedet. Jeg har intet med den sag at gøre, siger 27-årige Niels Søgaard Christensen. Foto: Ernst van Norde
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere