Fik prøvetur på motorcykel og stak af

Ejer af motorcykel sad i første omgang selv bagpå, da mulig 'køber' fik prøvetur, men blev så truet med kniv til at stige af

En 57-årig mand fra Risskov fik tirsdag klokken 17.46 stjålet sin motorcykel på en højst ejendommelig måde. Den 57-årige havde forinden sat motorcyklen til salg, og han havde i den anledning sms’et med en mand, der ville komme for at prøve en tur på motorcyklen.

Manden kom ifølge en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi efterfølgende kørende i bil til den 57-åriges hjem i Risskov nord for Aarhus. Den 57-årige gav herefter manden lov til at køre en tur på motorcyklen, mens han selv sad bagpå.

Under kørslen stoppede manden dog pludseligt op og vendte sig om og truede den 57-årige motorcykel-sælger med en kniv. Da den 57-årige dernæst chokeret steg af sin motorcykel, kørte den mulige 'køber' videre med motorcyklen.

Det viste sig senere, at bilen, som motorcykel-røveren ankom til den 57-åriges bopæl i Risskov i, også var stjålet. Den blev senere leveret tilbage til sin rette ejermand.

Politiet oplyser, at de har gode spor at gå efter i forhold til at finde frem til gerningsmanden, idet de allerede har en formodning om, hvem han er. 

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere