Fik stjålet vodka til otte millioner: Nu er flasken fundet

Den dyre flaske blev fundet på en byggeplads i Charlottenlund. Den var tom for vodka, oplyser ejeren

Efter tyveriet fik Ekstra Bladet en snak med Brian Ingberg (Video: Tariq Mikkel Khan)

En flaske vodka til otte millioner, som blev stjålet i onsdags, er nu blevet fundet.

Det bekræfter indehaveren af vodkasamlingen, Brian Ingberg, til Ekstra Bladet.

- Den er desværre tom. Det er en af dem, der arbejder på byggepladsen, der har fundet den.

Flasken blev fundet på en byggeplads i Charlottenlund, men Brian Ingberg ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvilken byggeplads der er tale om.

112 - 3. jan. 2018 - kl. 06:43 En af verdens dyreste flasker vodka stjålet i København

Selvom flasken er tom, og den har fået nogle hakker i forbindelse med tyveriet, så er Brian Ingberg utroligt glad for fundet.

- Jeg er så glad lige nu. Det er dejligt.  Men jeg er nok mere glad, når jeg har den i hånden, siger han.

Guldflasken er lige nu i politiets varetægt.

Brian Ingberg er ejer af verdens største vodkasamling på Cafe 33 i Dybbølsgade i København. Det var herfra at vodkaflasken blev stjålet i onsdags klokken 00.40.

 Se overvågningsvideoen: Her bliver flasken stjålet

Der er tale om flaske Russo-Baltique, som ejes af den russeren Leonard F. Yankelovich, der havde lånt den ud til Brian Ingbergs vodkamuseum.

- Jeg har talt med Leon (Leonard F. Yankelovich red.), og han er også meget glad for fundet. Det er jo flasken, der er noget værd. Vi kan genfylde den med vodka i Rusland, lyder det fra Brian Ingberg.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Efter indbruddet har ejeren af vodkamuseet, Brian Ingberg, taget sine forholdsregler.

- Det tyder på, at det er bestilt arbejde, og det tyder på, at det er nogen, der har haft noget at gøre med min forretning på et tidspunkt, for indbruddet er foretaget med nøgle, har Brian Ingberg tidligere sagt til Ekstra Bladet.

Derfor vil han også bygge et sikret skab til vodkaflasken, når den kommer 'hjem'.

- Vi har fået lavet alle låse om, og så finder vi en mere permanent løsning til flasken. Men foreløbigt skal den ligge under min hovedpude, siger han.

Han fortæller, at han tror, tyvene har smidt flasken, efter de har set, hvor værdifuld den er.

Flaskens værdi på otte millioner er godt hjulpet på vej af, at flasken er lavet af ikke mindre end tre kilo guld og tre kilo sølv.

Derudover er der et læderbånd med den første Monte Carlo-bil fra 1912 på toppen.

Københavns Politi bekræfter på Twitter, at flasken er fundet, og den er i gang med at blive undersøgt. Man har ikke yderligere kommentarer til sagen.

 Se overvågningsvideo fra tyveriet her.