Finn myrdet: Mystiske personer eftersøgt

Blev set på drabsofferets grund for to dage siden

Finn Steensen Ørsdahl var død, før hans hus blev sat i brand. Politifoto
Finn Steensen Ørsdahl var død, før hans hus blev sat i brand. Politifoto

Godt en uge efter, at den 65-årige pensionist Finn Steensen Ørsdahl blev fundet død efter grov vold i resterne af sit brændende hus i Gundestrup i Odsherred, har politiet endnu ikke slået kløerne i gerningsmanden.

Midt- og Vestsjællands Politi har talt med rigtig mange mennesker i sagen, men de vil gerne høre fra to personer, der blev set inde på Finn Steensen Ørsdahls grund onsdag - 20. februar klokken 8.45 - seks dage efter han blev fundet død.

- Vi ved ikke, hvad de har villet det pågældende sted. Det er ikke, fordi vi mistænker dem for at gøre noget forkert eller ulovligt, vi vil bare gerne have dem identificeret, ligesom vi søger oplysninger med baggrund i hele sagen. Så de kan roligt henvende sig til politiet, siger pressemedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard og fortsætter:

- Vi ved, at han var en krejler-type, og det kan være, at det er nogen, der bare har henvendt sig for at købe nogle reservedele, som de har brug for, fordi de kender ham fra tidligere. Og så er blevet overrasket af politistrimmel og et brændt hus.

De to personer blev ifølge vidnet set inde på grunden, der stadig er spærret af politistrimmel. Her kan man se nogle af de biler, som Finn Steensen Ørsdahl solgte reservedele fra. Foto: Linette K. Jespersen
De to personer blev ifølge vidnet set inde på grunden, der stadig er spærret af politistrimmel. Her kan man se nogle af de biler, som Finn Steensen Ørsdahl solgte reservedele fra. Foto: Linette K. Jespersen

Det var en person fra lokalområdet, der kom kørende på Nykøbingvej, der så personerne og alarmerede politiet. Vedkommende stoppede dog ikke op og observerede, og selvom politiet var deroppe forholdsvist hurtigt, var både bilen og personerne væk.

- Vi ved ikke engang, om det er mænd eller kvinder, fordi personen, der kører rundt, bare ser to skikkelser og så den her sorte stationcar-type, der holdt ude på Færgevej, siger Martin Bjerregaard og tilføjer, at der ikke er tale om, at der er ændret på gerningsstedet eller forsøgt ødelagt spor.

Politiet arbejder videre med efterforskningen hen over weekenden.

- Vi arbejder stadig intensivt og i mange retninger, for vi har stadig ikke funder pilen, der peger i motiv-retning eller mistænkte-retning, siger Martin Bjerregaard.

Den 65-årige Finn Steensen Ørsdahl blev sidst set i live om formiddagen onsdag 13. februar, da han blev set kørende i sin bil ad Nykøbingvej i retning mod Holbæk ved Tuse Lågevej.

Sådan så det ud, da huset brændte. Video: Morten Sundgaard/Byrd

Politiet har valgt at offentliggøre identiteten på den afdøde, fordi de gerne vil høre fra vidner, der kan hjælpe med at klarlægge hans færden fra onsdag formiddag, indtil anmeldelsen om branden på hans bopæl blev modtaget hos politiet torsdag morgen.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan de gives til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 46 35 14 48 eller via nærmeste politi på tlf. 114.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere