Fire biler brudt i brand ved boligkompleks: Benzindunk fundet tæt ved

Hovedstadens Beredskab fik søndag sidst på aftenen melding om bilbrande ved Tranumparken i Brøndby

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En række biler er søndag aften brudt i brand i Tranumparken i Brøndby.

Det oplyser operationschefen hos Hovedstadens Beredskab, Brian Eriksson, til Ekstra Bladet.

Anmeldelsen af branden kom ind via alarmcentralen 1-1-2 klokken 22.43. Af anmeldelsen fremgik det, at en bil var i brand, og at der stod en benzindunk tæt ved.

- Da vi så kommer frem, har branden antændt de to nærmestholdende biler. Når branden bliver så voldsom, som den bliver, skyldes det også, at der ligger en benzindunk ved siden af, som antænder i det samme øjeblik, som vi bliver opmærksomme på den, siger Brian Eriksson til Ekstra Bladet.

Han medgiver, at fuindet af benzindunken gav brandfolkene anledning til at rynke på brynene, men hvorvidt der måtte være tale om en påsat brand, vil Eriksson ikke gisne om.

- Den slags overlader vi til politiet at finde ud af, siger han.

Klokken 23.30 arbejder Hovedstadens Beredskab stadig på stedet. Brian Eriksson oplyser, at i alt fire biler er blevet brandskadet.

Også Københavns Vestegns Politi er til stede ved branden.

Vagtchef Brian Munck fortæller til Ekstra Bladet, at benzindunken ikke er helt brændt af.

- Vi har taget benzindunken med ind til undersøgelse. Faktisk er der også noget indhold tilbage i den, så det er ikke helt brændt af, siger Munck til Ekstra Bladet.

Brian Munck fortæller, at politiet ville interessere sig for branden uanset, om der var fundet en benzindunk eller ej. Men fundet af benzindunken kan styrke mistanken om, at branden er påsat.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere