Fire cykelryttere ramt af bil - to alvorligt tilskadekomne

To motionscyklister er kommet alvorligt til skade på Højbyvej ved Harlev

Højbyvej er en yndet rute for cykelryttere. Fredag morgen kørte en bil frontalt ind i en gruppe på seks. Fire blev ramt af bilen. Foto: Claus Bonnerup
Højbyvej er en yndet rute for cykelryttere. Fredag morgen kørte en bil frontalt ind i en gruppe på seks. Fire blev ramt af bilen. Foto: Claus Bonnerup

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Fire cyklister er fredag morgen blevet ramt af en mindre bil i det, som Østjyllands Politi betegner som en alvorlig ulykke.

Det skriver politiet på Twitter.

To af de ramte har ifølge Østjyllands Politi pådraget sig svære kvæstelser, mens to andre er sluppet billigere. Den ene af de hårdt kvæstede - en 41-årig mand - er i livsfare, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Ulykken er sket på Højbyvej ved Harlev sydvest for Aarhus klokken 8.14.

Tre ambulancer, indsatsleder og motorcykelbetjente er ankommet til stedet klokken 8.32, fortæller et lokalt vidne til Ekstra Bladet.

- Området er helt spærret. Der holder tre ambulancer. Redderne løber meget hurtigt. Falckfolk arbejder med en person inde på en mark, siger vidnet på stedet klokken 8.50.

To af de ramte er kommet alvorligt til skade. Foto: Claus Bonnerup
To af de ramte er kommet alvorligt til skade. Foto: Claus Bonnerup
 

- Der er en gruppe cykelryttere, som har cykelhjelme på, og som febrilsk står og taler i mobiltelefoner.

Ifølge vidnet er der en mindre blå personbil impliceret i uheldet.

- Det er et yndet område for cykelryttere, fordi der er smalle veje og et kuperet terræn, siger vidnet videre.

En ambulance er foreløbig kørt af sted med politieskorte i retning mod Aarhus.

Østjyllands Politis pressekontaktperson Janni Lundager bekræfter over for Ekstra Bladet, at en bil har ramt fire cyklister.

- De to ér alvorligt tilskadekomne, siger Janni Lundager kort før klokken 9 til Ekstra Bladet.

Klokken 9 er endnu en ambulance kørt fra ulykkesstedet med politieskorte.

- De har arbejdet med de ramte på stedet i en halv time nu, siger vidnet til Ekstra Bladet.

Klokken 9.20 fortæller Janni Lundager til Ekstra Bladet, at en gruppe på seks motionscyklister har været på træningstur i området.

- Der sker så det, at der kommer en 41-årig kvinde kørende i en personbil i modsat retning. Hun kommer af uvisse årsager over i den modsatte kørebane i forbindelse med en højrekurve. Her rammer hun gruppen af cyklister frontalt, siger Janni Lundager.

En bilinspektør er blevet tilkaldt.

De foreløbige meldinger om tilstanden hos de ramte er ifølge Janni Lundager:

- En 41-årig mand er meget alvorligt tilskadekommen. En 26-årig har brækket to håndled og et lårben. To andre, der begge er 23, har fået mere overfladiske knubs, siger Janni Lundager.

Klokken 11.45 meddeler Østjyllands Politi på Twitter, at politiet er færdige på Harlevvej, og at vejen nu igen er åben for trafik.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere