Fire cykelturister dræbt i angreb i Tadsjikistan

Gerningsmænd har dræbt fire cykelturister fra USA, Schweiz og Holland med en bil og såret andre med en kniv

Fire cyklister fra USA, Schweiz og Holland er blevet dræbt i et angreb i det centralasiatiske land Tadsjikistan. Det oplyser landets indenrigsminister.

Myndighederne vil ikke udelukke, at der måske er tale om et bevidst angreb. Tre andre cyklister fra USA, Holland og Frankrig er såret. En af dem har blandt andet fået et stiksår. Derudover er en bil brugt til at køre cyklisterne ned.

- Vi undersøger alle muligheder. Ulykke. Røveri. Og også terror, siger indenrigsminister Ramazon Rakhimzoda.

Cyklisterne blev ifølge Rakhimzoda angrebet på en cykeltur omkring 90 kilometer sydøst for hovedstaden, Dusjanbé.

Ifølge ministeren er en mistænkt anholdt. En anden mistænkt modsatte sig anholdelse og blev dræbt i kamp med politiet. Tre andre mistænkte er stadig på fri fod.

En af de mistænkte er ejeren af bilen.

Tadsjikistan er et land på størrelse med Grækenland og et indbyggertal på omkring 8,7 millioner. Det blev selvstændigt efter Sovjetunionens sammenbrud.

Tadsjikistan deler blandt andet grænse med Afghanistan mod syd og Kina mod øst.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere