Fire dræbt i skoleskyderi i Canada

Canadisk politi oplyser, at fire mennesker blev dræbt i skyderi: - Alle forældres værste mareridt

00:29
Skoleskyderiet i La Loche ryster canadierne. (Video: Ritzau)

Et skyderi på en skole samt et andet sted i byen La Loche i Canada har i alt kostet fire mennesker livet, mens to personer er hårdt såret. Det oplyser det canadiske politi.

Den formodede gerningsmand er anholdt, oplyser Canadas premierminister Justin Trudeau.

– Det her er alle forældres værste mareridt, siger premierministeren i en kort udtalelse fra Davos, Schweiz, hvor han opholder sig.

Der er ingen oplysninger om den mistænktes identitet. Motivet til skyderiet kendes heller ikke.

Ifølge de canadiske myndigheder blev to personer dræbt på skolen, mens to andre personer blev dræbt af skud et andet sted i byen.

Ifølge Associated Press er der tale om to familiemedlemmer til gerningsmanden.

La Loche ligger i et øde område i provinsen Saskatchewan i det vestlige Canada. Der går 900 elever på skolen.

Skyderiet fandt sted i en bygning, hvor elever i 7. til 12. klasse modtager undervisning, oplyser den canadiske tv-station CBC, der har talt med øjenvidner:

– Jeg løb ud fra skolen. Der blev skreget meget. Der var omkring seks, syv skud, inden jeg nåede ud. Jeg tror, der blev affyret flere skud, da jeg var uden for, siger eleven Noel Desjarlais.

Georgina Jolibois, der er tidligere borgmester i byen, fortæller, at hun selv har familiemedlemmer på skolen.

– Vi er ret rystede. Det er en trist dag. Mine egne niecer og nevøer var på skolen, siger hun til Associated Press.

Mens skoleskyderier er et velkendt fænomen i nabolandet USA, er de sjældne i Canada. Canadas værste skoleskyderi fandt sted i 1989, da 14 studerende på et universitet i Montreal blev dræbt.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen