Fire drenge anholdt: Kastede brændende flaske med benzin mod 16-årig

Den 16-årige er i kritisk tilstand  - fire drenge sigtet for grov vold

Foto: Google Maps
Foto: Google Maps

Denne artikel er ændret efter at politiet har korrigeret oplysningerne om sigtelserne. De fire anholdte er for øjeblikket ikke, som politiet først oplyste i en pressemeddelelse, sigtet for forsøg på manddrab

Fire danske drenge i alderen 15-16 år er blevet anholdt. De sigtets for grov vold efter at have kastet en flaske med brændende benzin ud over en 16-årig dreng af afghansk afstamning.

Drengen er blevet alvorligt forbrændt, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Det forfærdende overfald fandt sted mandag aften i Ry ved Silkeborg.

Aftalte at mødes
De fire fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Horsens kl. 10 med påstand om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre ved grundlovsforhøret, oplyser politiet.

Vicepolitiinspektør Lars P. Madsen oplyser til Ekstra Bladet, at der har været en konflikt kørende mellem drengene.

- Der er ikke tale om, at drengene har jagtet deres offer rundt. Drengene aftalte alle at mødes mandag aften på et udendørs sted i Ry. Her havde drengene medbragt flasken med benzin. Vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvad mellemværendet går ud på. Det arbejder vi fortsat med at få opklaret. Pludselig blev flasken med brændende benzin kastet mod den 16-årige, siger Lars P. Madsen til Ekstra Bladet.

Ramt på kroppen
Der er på nuværende tidspunkt ikke oplysninger, der tyder på at konflikten har med drengenes forskellige etnicitet at gøre.

Ifølge vicepolitinspektøren blev den afghanske dreng ramt på kroppen af den brændende benzin.

Den tilskadekomne oplyses her til morgen fortsat i kritisk tilstand, men aktuelt uden for livsfare, oplyser vicepolitiinspektøren.

Da sagen fortsat skal efterforskes, og da grundlovsforhøret af samme grund begæres afholdt for lukkede døre, så kan Sydøstjyllands Politi ikke på nuværende tidspunkt oplyse yderligere i sagen.

Efter det livsfarlige overfald indledte politiet en større politiaktion, som første til anholdelserne.

- Vi pågreb de fire i tidsrummet 22.30 til 23.00 mandag aften, siger Lars P. Madsen til Ekstra Bladet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere