Fire familiemedlemmer indlagt: Besvimede og faldt i gyllekanal

Gasser fra en gyllekanal har gjort fire personer bevidstløse ved en arbejdsulykke på en gård

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Fire familiemedlemmer, to mænd og to kvinder, er indlagt på hospitalet efter en arbejdsulykke fredag formiddag.

Ulykken skete på en gård uden for Holstebro.

Vagtchef Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at ulykken skete, da de fire arbejdede i en svinestald.

- Under staldgulvet løber der en kanal med gylle. Den har man været ved at gøre et eller andet ved - røre i gyllen, udbedre en forstoppelse eller noget i den stil - og da man begynder at arbejde i gyllen, bliver der frigivet nogle gasser.

Politiets teori er, at den mand, der har arbejdet med gyllen, har mistet bevidstheden og er faldet ned i gyllekanalen.

- En, der står omkring eller længere nede i stalden, opdager det, og da de kommer løbende til, ser de, at der ligger en mere dernede, så de ligger to. Så prøver man selvfølgelig at redde de her to, og så er der en tredje, der også bliver bevidstløs og også ligger dernede, og sørme så - nummer fire også, fortæller vagtchef Carsten Henriksen.

Flere hjælpende hænder kom til, men de holdt sig på afstand, da de så, hvad der var sket. Heldigvis var der blevet slået alarm tidligt, så redningsmandskab var på pletten kort efter.

Ifølge Landbrugsavisen er de fire personer i familie, og vagtchefen bekræfter til Ekstra Bladet, at gårdejeren var den første, der besvimede og faldt i gyllekanalen.

Besøg af Arbejdstilsynet
De fire personer blev alle sammen kørt på hospitalet. To af dem var først i kritisk tilstand.

- Det viser bare, hvor kraftig den gas er, når de bliver dårlige af det, lyder det fra vagtchefen.

Kort efter uheldet kom Arbejdstilsynet ud på gården, da der ifølge politiet var en risiko for, at nogen ville omkomme som følge af ulykken.

Alle fire familiemedlemmer er dog meldt i stabil tilstand ud på eftermiddagen.