Fire personer reddet fra synkende sejlbåd af helikopter

Fire personer er blevet reddet fra en synkende sejlbåd i Køge Bugt

En sejlbåd med fire personer om bord begyndte af endnu ukendte årsager at synke i Køge Bugt søndag over middag.

Det oplyser Marinestaben hos Værnsfælles Forsvarskommando til Ekstra Bladet.

- Der er tale om en sejlbåd, som er gået ned. Men det endte heldigvis med en positiv udgang på en truende situation, siger pressevagt Erik Bøttger.

- Der skete det, at vi havde redningshelikoptere, samt marineindsatsfartøjet Dianna, ude i Køge Bugt, hvor båden sank, siger han.

De fire personer blev fisket op af vandet af redningshelikopteren og nu blevet fragtet ind til land, hvor de landede klokken 14.00.

Den forliste båd ligger omkring seks sømil ud for Køge Bugt.

- Båden er gået på grund og stikker en smule op, men den er teknisk set det, som vi kalder for sunket, siger Erik Bøttger.