Fire piger ofre for gruppevoldtægter: Politiet frygter, at der er flere ofre

Seks drenge i alderen 15-17 år sidder varetægtsfængslet for gruppe-voldtægter mod to 14-årige piger i Nordsjælland. Men mindst to piger mere har angiveligt været udsat for overgreb, siger politiet

Ved du noget? Tip os på sms 1224 (koster alm. takst) eller på mail 1224@eb.dk

OPDATERING: Nordsjællands politi har 20. juni ændret sigtelsen fra grundlovsforhøret, således at voldtægten i et solcenter ikke foregik i Hørsholm Midtpunkt, men i et andet solcenter i Hørsholm.

 

Seks drenge fra Nordsjælland sidder nu varetægtsfængslet i to sager om filmede gruppe-voldtægter mod to 14-årige piger. Alle drenge nægter sig skyldige.

Tre drenge er sigtet for en gruppe-voldtægt mod den ene 14-årige pige, mens tre andre drenge er sigtet for tre gruppe-voldtægter begået mod den anden 14-årige pige.

En af de fængslede drenge har, ifølge sigtelsen, deltaget i tre gruppe-voldtægter mod begge piger.

Politiet har mistanke om, at flere mindreårige piger end de to 14-årige har været ofre for grupperne af drenge.

Fire ofre - eller flere?
Politikommissær Henrik Gunst bekræfter, at endnu to piger formentlig har været udsat for overgreb, og politiet tør ikke udelukke, at der kan være flere ofre end de fire navngivne piger i alderen 13 til 15 år, som politiet kender til i øjeblikket.

Nordsjællands Politi har en omfattende efterforskning i gang mod drengene, der er blevet varetægtsfængslet ad to omgange.

1. juni blev tre drenge på 15, 17 og 17 år fremstillet ved Retten i Helsingør og fængslet for at have tvunget en 14-årig pige ind på et værelse i en etageejendom i Kokkedal, hvor hun blev klædt nøgen.

Ifølge sigtelsen voldtog den ene dreng den 14-årige, mens en anden holdt vagt og den tredje filmede voldtægten. Voldtægten skete i midten af april. De tre drenge, der afviste at udtale sig i retten, er fængslet på en sikret institution.

14-årig gruppe-voldtaget tre gange
Den sag førte politiet direkte på sporet af tre gruppe-voldtægter begået mod en anden 14-årig pige, hvor den ene af de tre drenge, der blev fængslet 1. juni, angivelig også har deltaget i to af de tre gruppe-voldtægter mod hende.

I torsdags blev tre nye drenge, en 15-årig og to 16-årige, så varetægtsfængslet i to uger for voldtægterne mod den anden 14-årige pige. Retten mener, der er begrundet mistanke mod dem for at have handlet i forening og ved brug af vold og trusler.

Det første overfald skete ifølge sigtelsen 16. oktober sidste år, hvor de tre anholdte sammen med to ukendte drenge trængte ind i en bolig i Kokkedal, tvang pigen op på værelset og truede hende: ’Du skal give os et sutter, og det skal være nu!’

Tre af drengene tvang pigen til oralsex, mens de to ukendte filmede overgrebet, der betegnes som ’voldtægt ved andet seksuelt forhold’.

18. november blev den 14-årige udsat for et nyt tilsvarende overgreb i en lejlighed, hvor en af de sigtede bor. Overfaldet blev, ifølge sigtelsen, begået af fire drenge: De tre, der blev fængslet fredag og den fjerde som blev fængslet 1. juni.

Pigen blev klædt af og fik hovedet holdt fast, mens hun blev tvunget til oralsex. Bagefter havde to af de sigtede samleje med pigen.

Voldtaget i solcenter
Dagen efter, 19. november, blev den 14-årige udsat for en ny voldtægt på et solcenter i Hørsholm, hvor fire drenge deltog, mens to ukendte drenge filmede overgrebet.

Pigen blev tvunget til oralsex, og to af drengene tiltvang sig også samleje med pigen, lyder sigtelsen.

To af de andre drenge forsøgte også, ifølge sigtelsen, at voldtage den 14-årige, men det lykkedes hende at sparke dem væk.

– Det er en fuldstændig uacceptabel opførsel. Der er tale om en grænseløs grov forbrydelse begået af unge mennesker helt uden filter, siger politikommissær Henrik Gunst.

Retten i Helsingør har fængslet drengene på begrundet mistanke om, at de er skyldige i voldtægt og voldtægt ved andet seksuelt forhold og medvirken - begået under anvendelse af vold eller trusler og i forening.

Alle retsmøder har været holdt for lukkede døre af hensyn til efterforskningen, som er i sin spæde start. De senest fængslede drenge har endnu ikke været afhørt af politiet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere