Fire polakker tiltalt for hjemmerøveri: Bagbandt villaejer og hans svigermor

88-årig kvinde og hendes svigersøn smidt ned på gulvet og bundet med strips

Polakkerne var ifølge tiltalen bevæbnede med en skarpladt Beretta kaliber 22 pistol. Foto: YouTube
Polakkerne var ifølge tiltalen bevæbnede med en skarpladt Beretta kaliber 22 pistol. Foto: YouTube

Et hold bevæbnede hjemmerøvere slog en 56-årig mand ned med slag og spark og tvang hans 88-årige svigermor ned på gulvet, hvor hun og svigersønnen blev bundet med strips og fik sat gaffatape for munden.

Hjemmerøverne gav sig til at rode villaen på Amager igennem for værdier, men politiet overraskede banden i huset, fordi en vaks nabo havde kigget ud gennem vinduet og fattet mistanke om, at der var noget helt galt hos naboen.

Tre polske mænd blev anholdt i huset, og en fjerde polak blev anholdt i nærheden. Hans rolle var, ifølge politiet, at holde vagt udenfor huset på Følfodvej.

Det mislykkede hjemmerøveri skete den 19. marts sidste år kl. 20.10, og i næste uge stilles de fire polakker for et nævningeting i Københavns Byret, hvor anklager Jesper Holm går efter en straf på over fire års fængsel og udvisning for bestandigt af polakkerne.

Se også: Politiet søger vidner: Holdt vagt ved villa under hjemmerøveri

De er 26, 27, 28 og 30 år gamle og har stort set holdt sig tavse under varetægtsfængslingen. De nægter sig skyldige.

Pistol, grensaks og koben
Polakkerne var, ifølge tiltalen, maskerede og bevæbnede med en skarpladt Beretta 71 kaliber 22 pistol med otte skud i magasinet, da de bankede på døren til villaen. De medbragte desuden en grensaks, et koben og plasticstrips.

Da den 56-årige åbnede hoveddøren, blev han straks slået med knytnæveslag og væltet om på gulvet, hvor han fik flere slag og spark, mens han lå ned. 'Give me money', lød ordren fra hjemmerøverne, som også overmandede hans 88-årige svigermor.

Da parret lå bundet med strips og med gaffatape for munden, fik de ordre på ikke at tilkalde politiet - men i det samme væltede betjente ind i huset og anholdt polakkerne.

Politiet venter med spænding på, hvad polakkerne eventuelt vil forklare under retssagen. Det er uklart, hvordan de fandt frem til villaen på Følfodvej, og hvad de forventede at kunne få i udbytte.

Foruden den skarpladte pistol fandt politiet en masse 'røverudstyr' hos dem, blandt andet maskering i form af huer, en halsedisse og en kasket. De havde også en walkie-talkie, to mobiltelefoner og to tasker og sorte sække, der formentlig var beregnet til at bære udbyttet væk i.

Under retssagen skal den 56-årige og hans nabo vidne, mens politiet har skånet den 88-årige svigermor for at vidne i retten.

Københavns Byret har afsat syv dage til sagen, blandt andet fordi alt skal tolkes frem og tilbage.

Polakkerne er tiltalt for forsøg på hjemmerøveri, netop fordi de blev anholdt, inden de nåede at slippe væk med en udbytte samt for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere