Fire rumænere stjal min adresse

69-årig kvinde frygter, det går ud over hendes pension og boligydelse

Myndighederne mente, at 69-årige Norma Bjørnsvig fra landsbyen Abildå  ved Herning pludselig var flyttet i en slags kollektiv med fire rumænske mænd, som havde tilmeldt folkeregisteradresse på hendes bopæl.

- Jeg er dybt forarget – for at sige det rent ud. Som folkepensionist bor jeg til leje og får boligydelse. Udbetaling Danmark ringede og spurgte, om det var rigtigt, at jeg var flyttet sammen med fire mennesker. Jeg svarede, at jeg ikke var flyttet sammen med nogen. 

Jeg bor alene sammen med mine hunde, siger Norma Bjørnsvig til Ekstra Bladet.

Sad i arresthuse

Hun flyttede ind i sin lejlighed i begyndelsen af januar.

- Rumænerne havde tidligere boet i lejligheden. De flyttede, fordi hele bundtet blev arresteret for tyveri. De var med i en stor bande her i Jylland. 

Mens de sad i arresten, har jeg haft et rend af stævningsmænd, fogeder og selv politiet, som jeg bad om at lede i deres egne fængsler.

Men et bofællesskab havde kvinden dog ikke fantasi til at forestille sig.

Boligydelse i fare

– At rumænerne igen havde tilmeldt sig på deres gamle adresse, ville jeg først have opdaget, når jeg blev trukket i pension. Det ville være sket 1. maj, hvis ikke de havde ringet fra Udbetaling Danmark, siger Norma Bjørnsvig.

Da Norma Bjørnsvig henvendte sig til Herning Kommune, blev hun bedt om på skrift at erklære, at hun bor alene.

– I værste fald, hvis kommunen ikke tror på mig, så får jeg ingen boligydelse, og jeg har kun min folkepension. Der er et hul i loven med mange muligheder for at lave socialt bedrageri. Det må være noget, der koster samfundet rigtig mange penge. Når de finder et smuthul, breder det sig til dem alle sammen, mener Norma Bjørnsvig.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere