Fire sigtes for indespærring og grusomheder mod ung kvinde

Kvinden er angiveligt blevet udsat for tæsk, kvælertag og skud med en paintball-pistol - ligeledes er hun gentagne gange blevet bidt af en hund

Tre mænd og en kvinde bliver mandag klokken 11.30 fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Viborg.

De fire personer er sigtet for at have begået en række grusomheder mod en 23-årig kvinde. Ifølge politiet har den 23-årige kvinde i den senere tid været holdt indespærret på en adresse ved Højslev ved Skive.

Kvinden er angiveligt blevet udsat for tæsk, kvælertag og skud med en paintball-pistol. Ligeledes er kvinden gentagne gange blevet bidt af en hund. Hun har heller ikke fået lov til at gå på toilettet eller at få noget at spise.

Midt- og Vestjyllands Politi modtog anmeldelsen søndag klokken 9.19.

De sigtede gerningsmænd er 27, 25 og 23 år. Kvinden er 18 år.

Kræver dørene lukket
Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at den 27-årige mand har et forhold til den mishandlede kvinde. Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse nærmere om ugerningerne eller motivet til dem, da anklagemyndigheden vil begære dørene lukket til grundlovsforhøret.

Politiet vil gerne i kontakt med personer, som har oplysninger i sagen.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.