Fire teenagere nægter: Sigtet for at have aftalt voldtægt af 15-årig

Fire unge mænd afhørt foran en dommer for efter aftale at have voldtaget en 15-årig pige natten til lørdag i den lille by Haslev i hvad politichef betegner som 'en ualmindelig grov sag'.

Fire helt unge, sjællandske mænd bliver nu fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved. De sigtes alle for voldtægt af en 15-årig pige. Foto: Per Rasmussen
Fire helt unge, sjællandske mænd bliver nu fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved. De sigtes alle for voldtægt af en 15-årig pige. Foto: Per Rasmussen

RETTEN I NÆSTVED (Ekstra Bladet): Fire teenagere blev søndag fremstillet i grundlovsforhør, og de unge mænd er alle sigtet for at have voldtaget en 15-årig pige omkring klokken to natten til lørdag i Haslev sydøst for Ringsted. De blev alle varetægtsfængslet i fire uger på begrundet mistænke.

Det foregik af hensyn til de sigtedes uoverenstemmende forklaringer og den videre efterforskning bag lukkede døre.

Politiets anklager, Skipper Pelle Falsled læste i den åbne del af retsmødet sigtelsen op for de unge mænd og deres forsvarere.

De fire mænd på 17, 18, 18 og 19 blev anholdt lørdag mellem klokken 10.29 og 13, og de blev afhørt af politiet til langt ud på aftenen. De nægtede sig alle skyldige.

Overgreb efter aftale
De sigtes alle fire for i forening, efter forudgående aftale og i fælles forståelse at have voldtaget pigen natten forud for deres anholdelse på en lokal skole.

Det skete efter anklagerens mening mod pigens vilje.

Det var pigen selv, der samme morgen anmeldte voldtægten til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politichef: Grov sag
- Det er en ualmindelig grov sag, vurderer Søren Ravn-Nielsen, vicepolitiinspektør og efterforskningsleder på den konkrete sag.

Skipper Pelle Falsled vil kræve de sigtede varetægtsfængslet. Han vil formentlig argumentere for, at de vil kunne skade efterforskningen, hvis de løslades nu.

En af de sigtede kom ind i retten i hvide tøfler. Han har langt hår og bærer fuldskæg. En anden er spinkel og har fipskæg. En tredje er som den eneste etnisk dansk af udseende, og den sidste sigtede har en lang hårpisk.

De virker alle rolige. En af de sigtede benytter sig af en kurdisk-talende tolk.

Der var fem skarpt bevæbnede politifolk til stede under hele processen i Retssal 6.