Fire teenagere sigtet: - Det er en ualmindelig grov sag

Fire teenagere er sigtet og fængslet for at have forulempet og voldtaget en pige ved en legeplads foran skole natten til lørdag - nu beder skoleleder om kameraovervågning

Her omkring et skur foran Sofiedalskolen i Haslev skal fire nu sigtede og varetægtsfængslede teenagere natten til lørdag ifølge politiet have voldtaget en 15-årig pige. Nu kræver skolelederen mere overvågning. Foto: Per Rasmussen
Her omkring et skur foran Sofiedalskolen i Haslev skal fire nu sigtede og varetægtsfængslede teenagere natten til lørdag ifølge politiet have voldtaget en 15-årig pige. Nu kræver skolelederen mere overvågning. Foto: Per Rasmussen

HASLEV (Ekstra Bladet): Lidt affald og graffiti med ordet 'fuck' og tegninger af kønsdele var søndag eneste tegn på liv omkring et lille træskur, en legeplads og nogle cykelskure ved Sofiendalskolen i den midtsjællandske by Haslev.

Efter politiets opfattelse var det her, fire nu sigtede og fængslede drenge omkring natten til lørdag voldtog en 15-årig pige.

- Ja, den er god nok. Det er det skur, siger skolens leder, Kim Laursen, som over for Ekstra Bladet bekræfter, at netop det område længe har været tilholdssted for en del af byens unge.

Se også: Fire teenagere nægter: Sigtet for at have aftalt voldtægt af 15-årig

De unge mænd på 17, 18, 18 og 19 år nægter sig skyldige. Men de blev søndag morgen fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre og fængslet i fire uger på en begrundet mistanke om, at de netop er skyldige.

Overgreb efter aftale
Overgrebet skete ifølge den sigtelse, anklageren Skipper PelleFalsled læste op i Retssal 6 klokken to om natten. De unge mænd blev anholdt dagen efter og blev afhørt langt ud på aftenen. De nægter sig alle skyldige.

De fire mænd sigtes for i forening, efter aftale og i fælles forståelse at have voldtaget pigen.

De sigtede mænd afgav først på dagen forklaring bag lukkede døre og under skarp bevogtning i Retten i Næstved. De nægter sig skyldige. Foto: Per Rasmussen
De sigtede mænd afgav først på dagen forklaring bag lukkede døre og under skarp bevogtning i Retten i Næstved. De nægter sig skyldige. Foto: Per Rasmussen
 

- Det er en ualmindelig grov sag, vurderer Søren Ravn-Nielsen, vicepolitiinspektør og efterforskningsleder i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Søndag eftermiddag ønskede han ikke at kommentere sagen yderligere.

I retten virkede de unge mænd rolige. En ankom i hvide tøfler og kløede sig adspredt i sit fuldskæg. Kvartettens yngste virkede forhutlet og havde en social døgnvagt og en kurdisk-talende tolk med sig. 

En tredje teenager havde lang hårpisk, mens den sidste som den eneste var blond og af etnisk dansk oprindelse.

Filmede med telefon
Dommer Tine Ginnerup lukkede dørene under afhøringerne. Det skete blandt andet med afsæt i, at der er uoverensstemmelse mellem de forklaringer, de sigtede har givet til politiets efterforskere.

TV2 Øst var til stede, da der over middag blev afsagt kendelse i sagen. Her motiverede dommeren fængslingerne med pigens detaljerede forklaring, samt at der var en underliggende trussel om vold og en risiko for, at de sigtede ville påvirke vidner, hvis de blev løsladt igen.

Det kom ifølge tv-stationens reporter også frem, at en af de sigtede er tidligere straffet for vidnetrusler, afpresning, vold og røveri. De tre andre er hidtil ustraffede. 

Endelig blev det efter dørenes åbning åbent oplyst, at den sigtede dansker tilsyneladende ikke direkte deltog i den anmeldte hændelse. Han skulle til gengæld have filmet dele af det med sin mobiltelefon.

Ekstra Bladet erfarer, at flere af pigens venner var til stede forud for den påståede forbrydelse. De kan nu se frem til at blive kontaktet af politiets efterforskere.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Skoleleder efter voldtægtssag: Lad os få overvågning

Kim Laursen, afdelingsleder på Sofiedalskolen i Haslev, mener på baggrund af den aktuelle voldtægtssag, at tiden må være inde til at sørge for kameraovervågning på udearealerne.

- Det synes jeg, kommunens bygningsafdeling bør overveje. Der er jo overhovedet ingen overvågning nu, siger Kim Laursen.

En række cykelskure, en legeplads og et skur ved siden af har længe på de sene timer været tilholdsplads for en gruppe af byens unge, og det var her, voldtægten af en 15-årig pige efter politiets opfattelse udspillede sig.

Unge begår hærværk
Med i slænget var, erfarer Ekstra Bladet fra flere kilder, de fire teenagere, der nu er sigtet og fængslet i voldtægtssagen.

Kim Laursen er ikke tilhænger af et opholdsforbud.

- Det er fedt, at de unge har et sted, hvor de kan hygge sig. Det skal ikke gå ud over flertallet, at nogle få ikke ved, hvordan de skal opføre sig, mener han.

En af kommunens vagter bekræfter over for Ekstra Bladet, at unge på stedet flere gange har begået hærværk på skolens område.