Fire tilskadekomne i alvorlig trafikulykke

Trafikken er lammet og flere er kommet til skade ved en ulykke i Vestjylland

Ved du noget? Har du set noget? Send os en mail på 1224@eb.dk eller sms 1224 (alm. takst)

Morgentrafikken nordøst for Varde i Vestjylland blev fredag morgen ved 7.30-tiden lammet, da et større trafikuheld fandt sted mellem de to små byer Sig og Tistrup.

Vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser til Ekstra Bladet, at to køretøjer var involveret.

- En personbil kom kørende fra Hulvigvej, og ved krydset mellem Lundvej og Vardevej overser føreren sin vigepligt og baldrer sammen med en varebil, siger Ole Aamann.

I alt fire personer kom til skade ved ulykken, men kun én er blevet alvorligt kvæstet.

- Vi har fire tilskadekomne. Meldingen lyder på, at én er lettere tilskadekommet, mens tre er kommet lidt mere til skade. Den ene er svært tilskadekommet og er blevet fløjet til Odense Universitetshospital, fortæller vagtchefen.

Uheldet skete mellem Lundvej og Vardevej mellem Varde og Grindsted, hvor morgentrafikken normalt er tæt. Vejen er stadig helt spærret i den ene retning, mens man sydpå kan komme fra Grindsted til Varde.

Trafikanter på strækningen skal dog berede sig på lange køer, og der kan gå noget tid, før vejene er ryddet igen.

- Der er lige nu en bilinspektør på vej til stedet for at undersøge, hvad der er sket. Først senere påbegyndes oprydningen, fortæller vagtchef Ole Aamann.

Ved du noget? Har du set noget? Send os en mail på 1224@eb.dk eller sms 1224 (alm. takst)