Fire unge anholdt med maskinpistoler: I dag vidner svenske betjente

Fire af de alt seks svenske politifolk forventes at afgive vidneforklaring for lukkede døre i våbensagen mod en jurastuderende og tre pædagogstuderende, der blev anholdt på Øresundsbroen sidste år

Politifolk under efterforskningen på Peberholmen kort efter de fire venners anholdelse i maj sidste år. (Foto: Mogens Flindt)
Politifolk under efterforskningen på Peberholmen kort efter de fire venners anholdelse i maj sidste år. (Foto: Mogens Flindt)

Da fire danske mænd i alderen 22-25 år sidste år ifølge politiet købte to maskinpistoler af våbenhandlere i Malmø, fulgte det svenske politi med på sidelinjen.

Det skete 28. maj, hvor de fire venner ifølge anklageskriftet kørte fra København til Malmø og under et ca. halvanden times langt besøg mødtes med flere både identificerede og uidentificerede våbenhandlere.

Det er politiets teori, at de fire barndomsvenner herefter modtog to maskinpistoler af mærket Scorpion samt tilhørende ammunition.

Ifølge politiet kørte danskerne til Malmø i to biler med to mand i hver bil. Efter våbenkøbet blev maskinpistolerne placeret i den ene - en Skoda -  og de fire kørte derefter retur til Danmark i de to biler.

Politifolk under eftersøgningen på Peberholmen. (Foto: Mogens Flindt) 112 - 14. jan. 2016 - kl. 22:35 Tiltale: Jura-studerende anholdt på Øresundsbroen med to maskinpistoler

Hemmelige agenter blandt vidner
Men våbenhandlen blev tilsyneladende delvist overvåget af svensk politi. For under sagens andet retsmøde i Københavns Byret i dag skal seks svenske politifolk afhøres, heraf fire hemmelige 'agenter' eller observatører, der skal forklare i retten, hvad der skete i Malmø.

Politiet kræver, at afhøringen af de fire observatører skal ske for lukkede døre, og uden at de tiltalte er til stede, dels for at beskytte politifolkenes identitet, dels for ikke at ødelægge den svenske efterforskning, der stadig foregår.

De fire venner blev stoppet på Øresundsbroen om aftenen 28. maj sidste år efter en længere biljagt med svensk politi. På den anden side af broen blev dansk politi alarmeret, og under jagten gik der tilsyneladende panik i de unge, som derfor stoppede ved Peberholmen og forsøgte at skaffe sig af med de to maskinpistoler uden held.

 


De fire er tiltalt for besiddelse af to Scorpion maskinpistoler, som den der her ses på billedet. Foto: Polfoto

De fire venner har siden været varetægtsfængslet i sagen, hvor politiet i den flere måneder lange efterforskning har forsøgt at klarlægge, hvad de unge danskere -der alle er af anden etnisk baggrund end dansk - skulle bruge automatvåbnene til.

112 - 18. jan. 2016 - kl. 15:58 Jurastuderende anholdt med maskinpistoler: - Jeg blev afpresset

Spørgsmålet står dog stadig ubesvaret, og derfor er de fire unge blot tiltalt for våbenbesiddelse.

Under politiets ransagning af de tiltaltes hjem fandt man blandt andet materiale af religiøs karakter. Herunder diverse religiøse skrifter fra Hitz but tahrir.

Ifølge anklager Søren Harbo fandt man også walkie-talkies, seks par handsker og seks opladte mobiltelefoner med tilhørende simkort, der lå klar til brug.

Se også: Anholdt med maskinpistoler: - Vi er livsfarlige for Vesten

Blev afpresset
Ingen af de fire venner er ifølge politiet tilknyttet bander. De nægter sig skyldige i våbensagen og har indtil retssagen - med undtagelse af en enkelt af de tiltalte - nægtet at afgive forklaring til politiet. 

Under retssagen har de dog alle kunne forklare sagens sammenhæng. En enkelt af de fire tiltalte - den 25-årige jurastuderende - erkender at have været i besiddelse af våbnene.

Han forklarede under sidste retsmøde, at ingen af hans tre venner anede, at våbnene lå i hans bagagerum.

Pistolerne var ifølge den 25-årige heller ikke til eget brug, men i stedet resultatet af en længerevarende afpresning, som den 25-årige var offer for.

- Afpresseren mente, at jeg skyldte ham 100.000 kroner. Og fordi jeg var jurastuderende, så mente han også, at jeg havde den slags penge, forklarede den 25-årige mand til retten under sidste retsmøde.

Politifolk under eftersøgningen på Peberholmen i maj sidste år. (Foto: Mogens Flindt) 112 - 18. jan. 2016 - kl. 11:14 Anholdt med maskinpistoler: Havde religiøse skrifter på bopælen

Ifølge den 25-årige tiltalte indgik han kort før anholdelsen en aftale med afpresseren om at transportere en hvid pose til en adresse i Danmark. Posen skulle afleveres 28. maj, og det var derfor et rent tilfælde at våbnene var at finde i de fire unges varetægt, under deres anholdelse på Øresundsbroen.

- Jeg havde set, at der var patroner i posen, så jeg vidste godt, at det kunne være våben, forklarede den 25-årige jurastuderende til retten.

Sagen imod de fire barndomsvenner løber over fire retsdage med sagens andet møde i dag. Hvis de fire unge kendes skyldige står de efter retspraksis til flere års fængsel, fordi der var tale om særligt farlige automatvåben.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere