Fire unge fængslet for gaderøveri: Offer brækkede næsen og kæben

42-årig mand blev forfulgt fra S-toget og overfaldet. Fire unge i alderen 16-20 år er nu fængslet

Fire unge af anden etnisk herkomst i alderen 16-20 år blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger i Retten i Glostrup, sigtet for et groft røverisk overfald på en 42-årig mand, der var på vej hjem med S-toget om natten den 26. oktober.

De sigtede nægter sig skyldige.

I S-toget blev han chikaneret og truet af en gruppe unge, og han valgte at stå af på Brøndby Strand Station. De unge stod så også af, og kort efter blev den 42-årige overfaldet cirka kl. 03.15 på en p-plads syd for stationen.

Han blev slået og sparket, og hans jakke, bukser, sko og mobiltelefon, nøgler og kreditkort blev røvet.

– Det er et groft overfald. Han fik brud på næsen og kæben, siger politikommissær Andreas Mollerup.

Video-overvågning fra S-toget og stationen har hjulpet politiet godt på vej i efterforskningen, og de fire blev anholdt på forskellige adresser i Brøndby Strand, en blev anholdt i onsdags og tre i går morges.

De fire blev fremstillet i et grundlovsforhør for lukkede døre, fordi politiet mistænker, at der er en eller flere gerningsmænd på fri fod.

Søger vigtigt vidne
Politiet søger et vigtigt vidne. Voldsofferet talte med en anden mand på Brøndby Strand Station umiddelbart før, han blev overfaldet. Denne mand fik kastet indholdet af en øl i hovedet af den samme gruppe unge voldsmænd. Vidner stod på S-toget Linge A på Nørreport Station og steg også af på Brøndby Strand Station.

Han beskrives som cirka 40 år, almindelig af bygning, skaldet eller karseklippet med kortklippet fuldskæg eller skægstubbe. Han var iført halvlang grå frakke og gik med en brun taske og sorte høretelefoner. 

– Denne mand vil vi meget gerne i kontakt med, da han kan have centrale oplysninger i sagen, siger politikommissær Andreas Mollerup.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere