Fireårig pige i kritisk tilstand

Efter et træ væltede, blev et barn bragt til hospitalet i kritisk tilstand

Et barn er i kritisk tilstand efter et træ i Nykøbing Sjælland er væltet. Video: Lind Foto/Byrd

Søndag væltede et træ ved en parkeringsplads i Nykøbing Sjælland, hvorfor en fireårig pige blev bragt til et hospital i kritisk tilstand.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi.

- Det er en fireårig pige, og pårørende er underettet. Vi kan ikke oplyse yderligere for nuværende, siger vagtchef Michael Hvid.

Pigen er kørt til behandling på et hospital. Pigens mor blev også ramt af træet, men er ikke lige så slemt tilredt. Politiet vil ikke oplyse nærmere om ulykken før mandag.

ifølge TV2 Øst' øjenvidner var træet angrebet af råd. Foto: Byrd/Rene Lind
ifølge TV2 Øst' øjenvidner var træet angrebet af råd. Foto: Byrd/Rene Lind

Voldsomme vindstød
Ifølge TV2 Øst væltede træet på grund af voldsomme vindstød. Træet er angiveligt væltet ved en gangsti, der forbinder den lokale svømmehal med en offentlig parkeringsplads.

Træet var omkring otte meter højt og havde en diameter på 30-40 centimeter. Ifølge øjenvidner var træet angrebet af råd.

Ifølge TV2 Vejret er der i området blevet målt vindstød af stormstyrke.