Fireårige Lilly skudt i vejvrede: Nu er mand anholdt

En 32-årig mand er anholdt og sigtet for drabet på en kun fireårig pige

Se mere her (Video: AP)

Den kun fireårige Lilly Garcia blev tirsdag offer for et usædvanligt tilfælde af vejvrede i Albuquerque i den amerikanske delstat New Mexico, da en bilist som reaktion på en overhaling affyrede skud mod en anden bil.

I bilen sad Lilly på bagsædet af familiens bil sammen med sin bror, mens faderen kørte bilen, da skuddene blev affyret.

Den voldsomme sag medførte efterfølgende en intens jagt på gerningsmanden, som sent onsdag aften amerikansk tid har båret frugt. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det lokale politi oplyser, at 32-årige Tony Torrez har indrømmet, at han stod bag det brutale drab. Ud over drabet er han desuden sigtet for flere overtrædelser af våbenloven.

Foto: AP
Foto: AP
 

Skød efter diskussion
Ifølge politiet har Lillys far forklaret, at han ville køre fra motorvejen, da en anden bil tvang ham ud af hans bane.

- De to førere udvekslede ord, da Torrez trak en pistol og skød. Lilly blev ramt mindst én gang i hovedet, lyder det i en erklæring fra politiet.

Efterfølgende havde faderen forgæves forsøgt at give den lille pige førstehjælp, men hun blev erklæret død efter ankomsten til hospitalet.

Efter episoden udlovede politiet en dusør på 25.000 dollars (omkring 165.000 kroner) for oplysninger, der kunne lede til pågribelse af manden.

Politiet holdt onsdag pressemøde om den hjerteskærende sag. (Foto: AP)
Politiet holdt onsdag pressemøde om den hjerteskærende sag. (Foto: AP)
 

Modtog anonymt kald
Ifølge politiet modtog de et anonymt opkald med navnet på den nu drabssigtede omkring et døgn efter hændelsen. Sammen med hjælp fra offentligheden lykkedes det efterfølgende politiets efterforskere at finde manden og anholde ham.

- Her til aften har Torrez indrømmet, at han var ansvarlig for drabet, lød det fra politiet.

Inden anholdelsen havde politiet været på massivt arbejde for at finde fireårige Lillys morder.

- Albuquerques betjente har ikke stoppet op eller sovet. Alle betjente i New Mexico kigger i øjeblikket efter det køretøj, jeg har beskrevet, lød det fra politichef Gordon Eden i forbindelse med efterlysningen af manden.

Ifølge politiet foregik anholdelsen af den 32-årige mand uden dramatik.