Fiskefartøj sunket efter kollision: - Pludselig så jeg et kæmpestort skib

'Skibssiderne gled op mod hinanden, men alligevel blev vi ramt rigtig hårdt', siger kaptajnen på nedsejlet polsk fiskefartøj

Det skib, der er undersøges for at have sejlet ind i det polske fiskeskib, er Begonia S. Foto: Morten Brandborg
Det skib, der er undersøges for at have sejlet ind i det polske fiskeskib, er Begonia S. Foto: Morten Brandborg

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Det var nogle dramatiske minutter for besætningen på det polske fiskerfartøj Miętus II, som søndag omkring klokken 5 til morgen blev ramt af det langt større fragtskib Begonia S.

Det fortæller fiskefartøjets kaptajn, Traczyk Ryszard, til TV2 Bornholm.

Han lå og sov og blev vækket af vagten på skibet, umiddelbart før Miętus II blev ramt.

- Jeg kiggede op, og pludselig så jeg et kæmpestort skib komme imod os, siger Traczyk Ryszard og viser med fagter og gestikulation, at det store skib var så højt, så han nærmest kiggede lodret op.

- Men derefter kom det heldigvis ligesom bare glidende, fortsætter han.

Traczyk Ryszard nåede at få fiskefartøjet væk fra kursen, så man undgik et frontalt sammenstød, fortæller han til TV2 Bornholm.

Alligevel ramte fragtskibet det langt mindre fiskefartøj med voldsom kraft.

Se også: Skib sunket ud for Bornholm

- Skibssiderne gled op mod hinanden, men alligevel blev vi ramt rigtigt hårdt. Vi kunne ikke gøre noget, siger Traczyk Ryszard.

En af de i alt 16 besætningsmedlemmer kom lettere til skade ved sammenstødet. De kom alle i en redningsbåd og kunne konstatere, at Miętus II kort efter gik ned.

Redningsfolk fra Bornholm sørgede efterfølgende for at redde alle i land. Den polske besætning er blevet indlogeret på hotel i Rønne. Besætningen på Begonia S blev bedt om at ankre skibet op ud for Rønne. Skibet har fået forbud mod at sejle videre, indtil kaptajnen får grønt lys fra de danske myndigheder.

Poul Brix Bjerregaard, der er politikommissær ved Bornholms Politi, fortæller til TV2 Bornholm, at både kaptajn og styrmand på det polske fartøj er blevet afhørt. Det samme er flere på Begonia S, hvor der også er lavet alkoholtest på besætningsmedlemmer.

Statens Havarikommission er blevet tilkaldt, og også Søfartsstyrelsen er sat til at undersøge forløbet.

Bornholms Politi vil endnu ikke gisne om, hvad der kan være gået galt.

- Jeg kan sige, at der er sket en kollision mellem de to fartøjer derude, og at det har afstedkommet, at det ene er sunket, men meget mere end det kan jeg endnu ikke sige, siger Poul Brix Bjerregaard til TV2 Bornholm.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere