Fiskere fandt død kvinde

Det var formentlig en 32-årig forsvundet kvinde, som søndag blev fundet død i Gudenåen, oplyser politiet

Den døde person, der søndag morgen blev fundet i Gudenåen, er sandsynligvis en 32-årig kvinde, som har været forsvundet i mere end en uge.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

Det var et par fiskere, som fandt kvinden død. Hun blev fundet på et sted ikke så langt fra Randers Naturcenter, hvor kvindens taske tidligere blev fundet, oplyser politiet.

Østjyllands Politi oplyser, at der ikke er noget, der tyder på, at kvinden har været udsat for en forbrydelse.

Det var fredag 15. maj ved 18-tiden, at 32-årige Iuliaa Tytarchuk forsvandt fra sin bopæl i Randers i nedtrykt sindstilstand. Hendes mand meldte hende savnet sent fredag aften.

Se også: Død person fundet i Gudenåen

Det førte senere til en større eftersøgning i løbet af weekenden med både hunde, helikoptere og både.

Eftersøgningen endte imidlertid resultatløs.

I fredags blev kvindens taske fundet.

Det har endnu ikke været muligt at foretage en endelig identifikation af kvinden, oplyser politiet. Men der er fundet nogle personlige ejendele på den afdøde, der gør, at Østjyllands Politi har en klar formodning om, at der er tale om den pågældende 32-årige kvinde.

De pårørende er underrettet.