Flere anholdt i uro efter politidrab på sort mand i London

Fredag aften udviklede en demonstration over en 20-årig sort mands død sig voldeligt i London-bydelen Hackney

Flere personer er blevet anholdt, efter at en demonstration mod britisk politis drab på en sort mand ved navn Rashan Charles udviklede sig voldelig.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er dog uvist, hvor mange personer der er tale om.

Fredag aften begyndte demonstranter at kaste flasker og andre småting mod politiet i protest mod 20-årige Charles' død 22. juli.

Den unge mand døde, da betjente jagtede ham ind i en butik og forsøgte at fjerne en ting fra munden eller halsen.

Det så ifølge Metropolitan Police ud, som om han forsøgte at sluge et objekt, og en betjent forsøgte derfor at forhindre manden i at skade sig selv, skriver avisen The Guardian.

Demonstrationerne foregik i London-bydelen Hackney. Der blev startet nogle små brande, og flere lokale forretninger blev ødelagt i optøjerne.

Ifølge The Guardian skubbede demonstranterne madrasser, skraldespande, trafikkegler og skrald ud på vejen Dalston Road, så biler ikke kunne komme igennem.

Flere havde desuden medbragt skilte, hvorpå der stod "Black Lives Matter" - sorte liv betyder noget.

Billeder på sociale medier viser blandt andet en ramponeret politibil. Og urolighederne fik politiet i Hackney til at skrive på Twitter:

- Betjente er blevet udsat for overgreb og vold. Trods frustrationerne er det her åbenlyst ikke, hvad Rashan Charles' familie ville have ønsket.

Sagen efterforskes af den uafhængige politiklagemyndighed.

Der er blandt andet indsamlet videoer fra betjentenes kropskameraer og overvågningskameraer. De er i færd med at blive gennemgået.

Det er ikke første gang, et politidrab har fået borgere på gaden i Storbritannien.

I 2011 var der store optøjer, efter at en sort mand ved navn Mark Duggan blev skudt i Tottenham, da politiet forsøgte at anholde ham.

Demonstrationerne spredte sig rundt om i hele landet, hvor flere voldelige sammenstød med politiet fandt sted.