Flere færdselsuheld skaber massiv kø på motorvej

Der er i øjeblikket lang kø på E45 Sønderjyske Motorvej på grund af flere uheld og ferietrafikken

Opdateret 19.15: Vejdirektoratet oplyser, at kødannelsen næsten er opløst.

Der har været tre færdselsuheld over en kort periode i Kolding-området, hvorfor der er massiv kø på E45 Sønderjyske Motorvej i begge retninger.

Samtidig er der lige opstået endnu et uheld, hvor fire til fem personbiler er involveret. Det fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jørn Bystrup.

- Nord for Vejle på E45-strækningen er der almindelig tæt fredagstrafik. Der er ved at være pænt stoppet med trafik ved trekantsområdet nede ved Kolding på grund af tre færdselsuheld på kort tid. Der taler vi om hele koldingstrækningen, siger han og tilføjer, at der er sendt ambulance afsted til uheldet med de fire til fem personbiler.

Samme problem hver fredag
Vagtchefen understreger, at det er samme type uheld, der er skyld i trafikpropperne hver fredag, men at det er ekstra slemt i dag på grund af den ekstra ferietrafik.

- Man kører for tæt sammen, og når trafikken bremser, så brager bilerne sammen. Det ser vi hver fredag, men nu er det ekstra meget, fordi der er pinsetrafik. Folk skal nedsætte hastigheden, holde afstand og vise hensyn, opfordrer vagtchefen.

Ifølge Vejdirektoratet vil der være normal trafik først på aftenen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere