Flere kvæstede i færgeulykke

Hurtigfærge kolliderede med ukendt genstand i vandet ved Hong Kong

(Video: AP)

Omkring 120 personer er kommet til skade i en færgeulykke ved Hong Kong.

Ulykken skete sent søndag aften lokal tid, da hurtigfærgen ramte et uidentificeret objekt i vandet.

Myndighederne oplyser mandag, at fem personer er i kritisk tilstand.

Hurtigfærgen var på vej fra casino-øen Macau til Hong Kong med 163 passagerer og 11 besætningsmedlemmer om bord, da færgen pludselig ramte genstanden i vandet.

Færgen mistede motorkraft ved sammenstødet, men var ikke på noget tidspunkt i fare for at synke, oplyser myndighederne.

Tv-billeder viste tilskadekomne passagerer med bandager om hovederne ved ankomsten til Hong Kongs havn, hvor de blev kørt videre til behandling på hospitalet.

Ulykken er den fjerde på bare to år på den travle rute mellem Hong Kong og Macau.

Færgerne, der afgår hvert 15. minut døgnet rundt, fragter passagerer fra Hong Kongs finanscentrum til Macau.

Øen er en tidligere portugisisk koloni, som i dag mest er kendt for sine mange casinoer.