Flere personer anholdt i drabssag

Politiet bekræfter forlydender om, at drabsoffer tidligere har haft besøg af et tæskehold og meddeler at flere er anholdt

Ved du noget? Har du set noget? Send os en mail på 1224@eb.dk eller sms 1224 (alm. takst)

Nordjyllands Politi har i forbindelse med efterforskningen af drabet i Gunderup anholdt yderligere tre personer.

Det drejer sig om en 52-årig kvinde og to mænd på henholdsvis 39 og 32 år, oplyser politiet sent lørdag aften i en pressemeddelelse.

Udover dem blev en 39-årig mand tidligere på dagen anholdt, da han tilsølet i blod mødte politiet med et slagvåben i hånden og fortalte dem, at han havde dræbt en anden. 

Tidligt søndag morgen oplyser vagtchefen, at alle fire skal fremstilles i grundlovsforhør i løbet af søndagen.

Hvad deres sigtelser lyder på vil vagtchefen ikke udtale sig om søndag morgen.

Den dræbte - en 58-årig mand - der boede i et hus på Oppelstrupvej i Gunderup, blev fundet efter den 39-årige mand havde vist vejen for politiet.

Den dræbtes pårørende er underrettet, men politiet vil ikke oplyse yderligere om offeret, der boede alene.

Teknikere og retsmedicinere er på gerningsstedet for at undersøge de nærmere omstændigheder omkring drabet. (Foto: René Schütze) 112 - 3. jan. 2015 - kl. 17:14 58-årig dræbt med slagvåben - naboer i chok

Besøg af tæskehold

Nye oplysninger er dog kommet frem. En borger, der ikke vil stå frem med navn, har fortalt Ekstra Bladet, at den dræbte tidligere har haft nogle ’ubehagelige mennesker’ på nakken af endnu ukendte årsager.

Derudover skriver TV2/Nord lørdag aften, at mediet har været i kontakt med borgere, der kan berette om, at der for tre-fire år siden var et tæskehold på besøg på den dræbtes bopæl, hvor de bankede på vinduerne med køller.

Den oplysning indgår nu i en del af efterforskningen.

– Ja, vi har fået de samme oplysninger som jer, og det er naturligvis noget, vi undersøger, og som også indgår i efterforskningen, siger efterforskningsleder Lars Nørskov Jørgensen.

- På nuværende tidspunkt har vi ikke fundet ud af, om det har været anmeldt, eller hvad der eventuelt lå bag, fortæller efterforskningslederen, der heller ikke på nuværende tidspunkt vil oplyse, om man har fundet et motiv for drabet.

Kilder: Dræbte var syg

Naboer fortæller til Ekstra Bladet, at den dræbte på Oppelstrupvej var en reserveret mand, der ikke gjorde megen væsen af sig.

– Han er meget, meget stille og rolig, og han holder sig meget for sig selv. Det kommer som et kæmpe chok, at sådan noget er sket i nabolaget, siger en anonym nabo, der samtidig fortæller, at offeret var ved dårligt helbred.

– Han var meget syg. Det skulle være noget med lungerne, og han bar hele tiden rundt på ilt, lyder det om den 58-årige, der ifølge naboen sågar skulle have svært ved at komme til døren.

Ved du noget? Har du set noget? Send os en mail på 1224@eb.dk eller sms 1224 (alm. takst)

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere