Flere uheld på motorvej: 'Det er p****glat!'

Flere biler er kørt sammen på motorvej på de glatte veje

Ligesom de foregående dage, bliver trafikken igen fredag morgen drillet af de enormt glatte veje rundt omkring i landet.

Flere politikredse melder om uheld, og indtil videre er det gået værst til på Nordjyske Motorvej.

Her betyder et større uheld, at motorvejen har været spærret i sydgående retning mellem Haverslev og Hobro N en stor del af morgenen.

- Der er fem-seks biler involveret og syv personer, der er kommet lettere til skade, siger Per Vagn Nielsen, vagtchef ved Nordjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Indsatsleder gled
Han fortæller, at der fredag morgen har været flere uheld på motorvejsstrækningen.

- Der er pisseglat for at sige det mildt. Da vores indsatsleder på stedet steg ud af bilen, var han selv ved at falde. Så glat er det, siger vagtchefen.

Kort efter klokken otte blev motorvejen åbnet i et enkelt spor, og politiet opfordrer bilister til at køre roligt.

Flere andre politikredse melder om ekstremt glatte veje og flere uheld, og de råder derfor atter en gang bilisterne til at tænke sig om og køre efter forholdene.

DMI advarer da også om, at der kan være pletvis sne- eller isglatte veje i hele landet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere