Flere uheld på motorveje forsinker morgentrafikken

Bilister kører med nedsat hastighed efter flere trafikuheld. Der er ingen meldinger om tilskadekomne

Opdateret klokken 8.30: Der er ryddet op på Køge Bugt Motorvejen samt på Motorring 3.

Tirsdag morgen påvirker flere trafikuheld morgentrafikken i retning mod København.

Det skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

På E47 Motorring 3 fra Lyngby mod Avedøre mellem Buddinge og motorvejskryds Gladsaxe er højre spor spærret efter et uheld.

Bilister kører med nedsat hastighed, og politi og redningsmandskab er på stedet.

Biler stødt sammen

På Køge Bugt Motorvejen fra Køge mod Avedøre mellem Greve C og Greve N er der også sket et uheld, som giver tæt trafik.

- Her er to biler stødt sammen. Der er ingen personskade, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard til Ekstra Bladet.

Oprydningsarbejdet ved begge uheld forventes overstået omkring 8.15.

To på samme strækning

Også i Jylland er der sket to uheld på E45 Østjyske Motorvej.

Det fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Lars Grønlund til Ekstra Bladet.

Det ene er sket ved Horsens, mens det andet er sket mellem motorvejskryds Vejle og Vejle N.

- Vi er på vej derud, så jeg kan ikke sige meget endnu, men i begge tilfælde er to biler stødt sammen, siger vagtchefen, der altså ikke kan oplyse, om nogen er kommet til skade.

Ifølge Vejdirektoratet er kun et spor farbart ved motorvejskryds Vejle og Vejle N.

Oprydningsarbejdet forventes tidligst overstået klokken 9.

Bil i midterrabatten

På E45 Fynske Motorvej fra Odense mod Middelfart mellem Aarup og Ejby er venstre spor spærret efter et uheld.

Bilen holder i midterrabatten

- Nedsæt hastigheden, vejhjælp er på vej, skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

Uheldet forventes overstået klokken 8.45.