Flugtbilist afsløret på video: Ni-årig efterladt med mange knoglebrud

Fyns Politi er nu helt sikre på, at en flugtbilist tirsdag morgen påkørte en ni-årig dreng, som var på vej til skole i Svendborg

Alexander Petrovic, der fandt den påkørte niårige. - Jeg er meget forskrækket over, at sådan noget kan lade sig gøre - at man efterlader en bevidstløs dreng, siger han. Video: TV2/FYN

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Fyns Politi er nu helt sikre på, at den ni-årige dreng, som tirsdag morgen klokken 7.27 blev fundet liggende bevidstløs i vejsiden på Mølmarksvej i Svendborg, blev påkørt af en personbil.

Politiet er kommet i besiddelse af overvågningsbilleder, som viser påkørslen, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Af overvågningen fremgår det, at drengen kommer løbende fra Jægermarken og krydser Mølmarksvej midt mellem Skyttevej og Hesselbjerg. Her bliver han påkørt af en personbil i den sydlige vognbane på Mølmarksvej.

Personbilen beskrives som en mørk mellemstor, formentlig nyere personbil, der uundgåeligt har fået skader på fronten. Føreren af personbilen forsvandt fra uheldsstedet uden at give sig til kende.

Se også: Flugtbilist efterlyses: 9-årig dreng efterladt med mange knoglebrud

Drengen blev fundet bevidstløs i vejkanten af en forbipasserende. Til at begynde med var der mistanke om, at drengen havde været ramt af et epileptisk anfald. Men efter at være undersøgt på Odense Universitetshospital blev den mistanke afvist.

I stedet kunne lægerne konstatere, at drengen havde pådraget sig mange knoglebrud. Blandt andet på skulderen, hoften og benene.

Drengen har ikke selv kunnet hjælpe politiet. Efter at være kommet til bevidsthed på hospitalet har det vist sig, at han ikke kan huske noget som helst.

Fyns Politi er meget interesseret i henvendelser fra borgere, som kan ligge inde med værdifulde oplysninger i forhold til opklaring af sagen. Har man ramt noget på Mølmarksvej mandag morgen uden at registrere, hvad det var, har man set en personbil i Svendborgområdet som den beskrevne med skader på fronten, eller har et værksted fået indbragt en personbil som beskrevet til reparation eller lignende, så skal man ikke holde sig tilbage med at kontakte Fyns Politi på 114.

Der er for nuværende ikke yderligere oplysninger i sagen, oplyser politiet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere