Flugtbilist efterlyses: 9-årig dreng efterladt med mange knoglebrud

OPDATERET KLOKKEN 05: Fyns Politi efterlyser hjælp fra offentligheden til at finde ud af, hvordan en ni-årig dreng tirsdag morgen kunne komme forfærdeligt til skade

OPDATERET KLOKKEN 05: Fyns Politi oplyser til Ekstra Bladet, at politiet fortsat efterlyser vidner til sagen om den niårige dreng, der tirsdag morgen blev fundet kvæstet ved Svendborg.

- Vi går stadig ud fra, at han er blevet påkørt, men vi mangler vidner, siger vagtchef ved Fyns Politi, Lars Fredensborg. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

------

En ni-årig dreng er tirsdag morgen kommet forfærdeligt til skade i en ulykke, hvor han muligvis er blevet ramt af en bilist, som har valgt at flygte fra stedet.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse først på aftenen.

Ulykken er sket på Mølmarksvej ud for Hesselbjerg i Svendborg. Her blev drengen fundet bevidstløs af en forbipasserende.

Drengen blev efterfølgende kørt til behandling på Odense Universitetshospital, og her kunne lægerne konstatere, at den lille stakkel havde pådraget sig adskillige knoglebrud. Blandt andet på skulderen, hoften og benene.

Ifølge politiets vagtchef Hans Jørgen Larsen er det næsten utænkeligt, at drengen skulle være kommet så alvorligt til skade, som han er, ved at falde.

- Ved faldskader brækker kravebenet typisk alene, siger Hans Jørgen Larsen til Ekstra Bladet.

Drengen er kommet til bevidsthed igen, men han har ikke selv kunnet hjælpe politiet på nogen måde.

- Han kan ikke huske noget, siger vagtchefen.

Mølmarksvej er en befærdet indfaldsvej mod Svendborg centrum, og derfor er politiet af den opfattelse, at nogen må have set eller andet. Derfor håber man nu på hjælp fra offentligheden.

Ulykken skete forud for klokken 7.27, hvor drengen blev fundet. Drengen var alene på vej til skole, da ulykken skete. Han blev fundet på den østlige vejside på fortovet ved vejen.

Drengen er på hospitalet blevet undersøgt for epilepsi, og lægerne har afvist, at han skulle være ramt af den lidelse.

- Skadernes omfang og placering indikerer, at der kan være tale om, at drengen er blevet påkørt. På baggrund af ovennævnte, mener Fyns Politi, at det er overvejende sandsynligt, at drengen er blevet påkørt af en bil, og at bilisten var flygtet, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet kan kontaktes på tlf.: 114.

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere