Flugtfange anholdt

Manden stak af fra Køge Arrest natten til fredag i sidste uge

Natten mandag er den fange, der flygtede fra Køge Arrest, blevet anholdt i Vejle.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Der er tale om en 20-årig mand, der egentlig er udvist af Danmark.

Han slap ud fra arresten på Kongsberg Allé klokken 04.13 natten til fredag, og politiet ledte efter ham i området i tiden efter.

Manden blev i januar idømt fem års ubetinget fængsel samt udvisning af Danmark for bestandigt for et hjemmerøveri.

Den dom har han dog anket, og han sad varetægtsfængslet, mens han ventede på, at landsretten skulle behandle sagen.

Det er ikke første gang, manden stikker af fra myndighederne. En januardag, kort efter at han havde fået sin dom for hjemmerøveriet, flygtede han i forbindelse med transporten til arresten i Kalundborg.

Han blev dengang fundet samme nat i Kalundborg.

Flugtfangen bliver af politiet beskrevet som ikke etnisk dansk af udseende, 20 år gammel. Han er spinkel af bygning, brun i huden og med sort, kort hår. Han taler dansk med accent.