Flugttyr er fanget og skudt

En ungtyr på 300-400 kilo stak af på vej til slagtning

Arkiv(Polfoto)
Arkiv(Polfoto)

Politiet oplyser, at den unge tyr er blevet fundet og skudt.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi jagter i disse minutter en ungtyr på 300-400 kilo i et område omkring Næstved. Seneste melding er, at tyren er løbet ind i Stenskoven i Gelsted, hvor den har gemt sig. Det oplyser politiet på Twitter og til Ekstra Bladet.

 

'

- Vi har været tæt på den mange gange, men nu er den altså smuttet fra os. Så vi vil gerne opfordre folk til, hvis de ser den, at kontakte os. De skal ikke selv gøre noget, siger vagtchef Søren Østervig til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Tyren har været jaget i en times tid nu. Så den kan godt være farlig på grund af stress, lyder det.

Omkring kl. ni onsdag morgen skulle den unge tyr fragtes til slagteriet. Men den havde andre planer.

- Den lugtede åbenbart lunten, da den kom op på lastbilen, og så stak den af, siger vagtchefen.

Tyren skal formentlig nyde sine sidste minutter i frihed. For så snart politiet finder den, bliver den skudt.

- Det er ikke til at fange sådan en. Selvom vi bor på landet, så har vi hverken lasso eller heste til at indfange undvegne tyre. Og så skal den jo alligevel dø, da meningen er, at den skal slagtes, siger Søren Østervig, der har stået for nogle meget underholdende Tweets på en grå onsdag.