Fly kolliderer i luften: Fem dræbt

To mindre fly kolliderede i luften under indflyvning til flyveplads i Californien

Vragdele fra de to fly blev spredt over et stort område sydøst for San Diego tæt ved den mexicanske grænse. (Foto: AP)
Vragdele fra de to fly blev spredt over et stort område sydøst for San Diego tæt ved den mexicanske grænse. (Foto: AP)

Fem personer blev søndag dræbt, da to mindre fly kolliderede under indflyvning til Brown Field Municipal Airport ved San Diego.

Ulykke skete kl. 11.00 lokal tid søndag formiddag.

Begge fly brød i brand, da de ramte jorden, og startede en mindre skovbrand.

Det ene fly, en to-motors Sabreliner jet, havde fire personer om bord. Det tilhørte den militære underleverandør BAE Systems.

BAE Systems bekræfter, at flyet havde deres ansatte om bord.

Ifølge Andrew Swick fra National Transportation Safety Board var piloten i Cessna-flyet på en cross-country tur.

- Det lader til, at det var et meget voldsomt sammenstød, siger Nick Schuler fra California Department of Forestry & Fire Protection.

Vragdele fra begge fly blev spredt over et meget stort område.

Under det efterfølgende slukningsarbejde blev en brandmand kørt på hospitalet med varme-relaterede skader, oplyser Nick Schuler ifølge AP.

De amerikanske myndigheder undersøger nu årsagen til kolliissionen.