Flygtede med 72 kartoner cigaretter

Den sigtede skubbede en ansat i brystet på vej ud af døren med tyvekosterne

En 42-årig mand er sigtet for at have begået røveri i supermarkedet Irma på Nørrebrogade i København søndag aften. Her forsøgte han at slippe af sted med 72 kartoner cigaretter til en værdi af 31.815 kroner og en dåse te.

Den sigtede blev fremstillet i grundlovsforhør mandag, hvor han blev varetægtsfængslet i 24 dage.

Røveriet kulminerede på vej ud af butikken, da en ansat henvendte sig til den 42-årige, for at se, hvad der var i den papkasse, han var på vej ud af døren med. Det resulterede i, at den sigtede tyede til vold og skubbede til den ansatte med papkassen, truede med en knyttet hånd for derefter at skubbe den ansatte i brystet for at komme ud af butikken med tyvekosterne.

Ifølge sigtelsen kom politiet til stedet, hvor de så den 42-årige på en rød damecykel slå en kvinde over hånden. Da politiet stoppede ham, havde han de stjålne cigaretkartoner med sig. Derfor anholdt de manden.

Videoovervågning
Under grundlovsforhøret mandag kunne det ses på overvågningsvideo fra supermarkedet, at manden havde en aggressiv adfærd i butikken, hvor han blandt andet gjorde tegn til at ville slå med en hævet knytnæve.

Tilmed fremgik det i videomaterialet, hvordan han forsøgte at komme ud af butikken med papkassen fyldt med cigaretter ved at skubbe eller masse sig ud forbi den ansatte.

Det ses også, hvordan han på vejen ud tabte nogle af de mange kartoner, han forsøgte at stjæle.

Ikke første gang
Udover røveriet i Irma er den 42-årige også sigtet for indbrud i Kvickly også på Nørrebrogade 9 december 2019, hvor han stjal spiritus og en cykel til en værdi af 31.800 kroner. I grundlovsforhøret blev han genkendt til at være gerningsmanden i dette forhold.

I sigtelserne lyder det også, at manden har truet en ansat og dennes familie i Fakta på Jagtvej også i den københavnske bydel Nørrebro 13 december. Det kom frem, at han har truet med at  'jeg dræber dig' en vagt i den pågældende butik.

Og slutteligt er han også sigtet for endnu et røveri 10 december i Fakta på Jagtvej, hvor han gik ud af butikken med en fyldt indkøbsvogn, som han ikke havde betalt for.

Da en ansat i butikken rettet henvendelse til ham og bad ham om at betale for varerne, tog den sigtede en kniv frem og sagde 'Jeg smadrer ham', ifølge sigtelsen. På butikkens overvågning ses den anholdte med en kniv i hånden.

Den 42-årige ønskede ikke at udtale sig under grundlovsforhøret og nægter sig skyldig i sigtelserne.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere