Fodboldfans tæskede hinanden før derby

Mellem 50 og 100 mennesker bevæbnet med slagvåben og tandbeskyttere i masseslagsmål inden kamp mellem Brøndby og FCK

Ærkerivalerne FC København og Brøndby IF mødes i dag på Brøndby Stadion. Nogle af klubbernes hardcore fans havde i nat et blodigt opgør udenfor banen. (Foto: Lars Poulsen)
Ærkerivalerne FC København og Brøndby IF mødes i dag på Brøndby Stadion. Nogle af klubbernes hardcore fans havde i nat et blodigt opgør udenfor banen. (Foto: Lars Poulsen)

Ved du noget, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Det er først i dag, ærkerivalerne FC København  og Brøndby IF mødes til endnu et fodboldopgør. Men allerede i nat stimlede klubbernes voldelige fraktioner dog sammen i et masseslagsmål udenfor banen.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet.

- Der var et voldsomt sammenstød mellem to grupperinger - lige ude foran Brøndbys mere hardcore fans' nye klubhus på Hesselager 12, fortæller Brian Toftemann, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi.

De ville gerne slås
En forholdsvis stor styrke med blodtørstige FCK-fans ankom ifølge politiet i 10-12 biler ved totiden i nat til klubhuset, hvorpå grupperne røg i totterne på hinanden:

- De ville gerne slås. Der har nok været 100 i alt - 50 fra hver gruppering, fortæller vagtchefen.

Slagsbrødrene nøjedes ikke kun med at tæve hinanden med de bare næver:

- Nogle brugte slagvåben som køller og kastede med sten. Derudover plejer de at have tandbeskyttere med til egen beskyttelse, fortæller Brian Toftemann.

Politiet var opmærksomme på, at noget var under opsejling, men havde ifølge vagtchefen ikke mandskab nok til at stoppe det:

- De sloges, indtil vi havde fået samlet den fornødne slagkraftige styrke. Heldigvis er der ikke nogen tilskadekomne kolleger, fortæller Brian Toftemann, som ikke vil ud med, hvor meget ekstra politi der blev sendt af sted for at standse slagsmålet, men blot siger, at det var tilstrækkeligt.

Klarede det hele selv
Ordensmagtens øgede tilstedeværelse hjalp da også på at standse de ophedede gemytter.

- Det tog kun 15-20 minutter, så var de spredt for alle vinde, siger Brian Toftemann, som tilføjer, at ingen fra de to tæskehold vendte deres aggressioner mod politiet.

- Vi har heller ikke anholdt nogen eller været involveret i at hjælpe nogen på skadestuen. De er mødt op til en slåskamp og har selv klaret det hele. Efterfølgende kørte kollegerne lidt rundt efter dem og tjekkede op på skadestuerne, fortæller vagtchefen, der ikke har meldinger om alvorlige skader.

Meldingerne fra patruljerne, som var til stede ved masseslagsmålet, lyder dog på, at flere fik en ordentlig røvfuld.

Opgør mellem Brøndby og FCK bliver spillet tidligt på eftermiddagen, så politiet har i dagslys bedre spillerum til at håndtere potentielle fanuroligheder, når kampen er spillet færdig.

Dagens kamp spilles klokken 13.00 på Brøndby Stadion.

Ved du noget, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.